Jeg vidste det godt ..

2016-06-07_17.40.32Og alligevel vidste jeg det slet ikke.

Det efterslæb, det eftermæle, det der sker når man snakker, skriver, kommer ud med noget, som er tabubelagt. Folks reaktion. Deres forargelse. Deres blikke. Deres misforståede medfølelse. Deres angst for at snakke om noget eller med en, fordi man nu er betændt i deres verden.

Jeg ser mig selv som heldig. Jeg har skrevet det før. Min mor var så skør, at jeg vidste den var helt gal HELE tiden. Så jeg vidste godt, at jeg ikke kunne læne mig op af en eller anden forælder, som jeg kunne efterligne i mit voksne liv eller gennem min opvækst. Når du har en mor der er skizo, så lærer du også at være temmelig rummelig. Det er man ligesom nødt til, når damen tror hun er Jesus den ene dag eller hedder Claes den næste, og bare var min mor den tredje dag – eller time eller minut. Det hele skiftede jo. Hun kunne jo også sagtens være normal. Men man lærer at navigere hurtigt i ting. Man lærer også, at folk kigger lidt underligt på en, når hun stod og skabte sig over et eller andet mærkeligt nede i Irma. Man lærer bare at affinde sig og finde en måde at være i det på – så man overlever – og lever.

Jeg har altid haft svært ved folk, som ser ting som tabu. Som ikke vil snakke, når der er noget galt. Som ignorerer, som er bange for at mærke efter, leve tingene ud, græde det ud eller være jublende glade, når noget er godt. Jeg forstår det simpelthen ikke. Den der ”grå” state of mind. Eller den der ”Det er slet ikke sket, det der” – øh jo det er!

Jeg har haft en del kærester gennem tiden, som jo har været mega pressede over, at jeg gerne lige ville snakke tingene igennem, så vi i hvert fald lige kunne få en lufter. Hellere blive vildt gal i 10 minutter og så glad resten af dagen end at gå og mure i krogene i 3 dage. Jeg har altid levet efter det princip, at man ikke ved, hvad der kommer om lidt, så det handler om at få det BEDSTE ud af det mindste. Og at skændes med en kæreste i 10 minutter er ok, men at gå og mure i 3 dage er ikke ok i min verden. Eller lade folk ”vente” uden lige at sige ”HEY – jeg er sq lige lidt sur på dig, jeg ringer lige til dig om en uge” – fint! Fint for så ved jeg at du er sur, og så taler vi sammen om en uge. Uvisheden – den bryder jeg mig ikke om, ikke den negative uvished.

Så når jeg så skriver en blog om det der skete, da jeg var barn……. Jeg tager mig endda de ”forholdsregler” at man aktivt skal klikke sig ind på min bloghjemmeside for at læse den -jeg ikke plastrer den 100% op på facebook som jeg plejer…. så lever jeg stadig i en eller anden drømmebobbel der hedder, at folk SELVFØLGELIG vil komme til MIG, hvis de mener noget er upassende, uhørt eller har en holdning om det – især folk som kender mig. Jeg forventer bestemt IKKE, at de går og snakker om det bag min ryg eller går og ”holder mig ude”.

Netop fordi det er et tabubelagt emne, tænkte jeg i min naivitet, at alle da ville synes det var rart, at der blev åbnet op for emnet. Jeg fik en mail efterfølgende af en lektor som jo synes, det var uhørt at skrive sådan en blog, som var tilgængelig for alle. Og til den mail skrev jeg en blog om, at JEG NETOP GERNE VIL HAVE AT ALLE LÆSER DEN, SÅ ALLE FORSTÅR AT DET HER FUCKIN SKER I VERDEN! DET SKER MÅSKE HOS DIN NABO ELLER FOR DIT EGET BARN! – og hvis DIT barn bliver udsat for incest! – tror du så at DIT barn vil komme til dig, når du synes det er ”skammeligt” at jeg, en voksen kvinde på 36, fortæller om det? Nej! Det vil blive ENDNU mere tabu-belagt! Jeg får lyst til at rive mine extensions ud af hovedet, når folk er så tykpandede altså!

Jeg får det altså vildt over sådanne mennesker.

Folk som mener de er nogle ”gode mennesker”, der køber økologiske æg og støtter Kræftens Bekæmpelse, men incest – nej puha det kan man da ikke snakke om. Det er simpelthen for vildt. Jeg er interesseret i, at folk tager emner op, der er farlige, for at gøre dem ufarlige! IKKE fordi vi skal sidde og dvæle ved hvor forfærdeligt det hele var! Men for at andre som er BANGE for at tale om det, får snakket om det.

Tænk at en blog kan få voksne mennesker til at tale dårligt om mig, som om jeg burde have holdt det hemmeligt. Tænk at voksne mennesker med BØRN mener, at det emne er farligt. Det burde være noget man talte om i skolerne, for statistisk set (og den kan vi ik engang regne med, fordi det er så farligt at tale om) så sidder der mindst 10 på en skole med 500 elever, som har være udsat for incestlignende overgreb.

Jer – der er bange for ”mig” – og min ærlige måde at være på, mine tabubelagte emner, kom og snak med mig, skriv til mig, sig din mening. Jeg er klar! Ellers havde jeg ikke ”turde” skrive de ting, jeg gør. Fortæl mig at du synes, jeg er selvpromoverende, ynkelig, eller dvæler ved min fortid og at jeg burde komme videre, så vi – du og jeg – kan have en snak om det. I stedet for at du og din tabu-angste ven/veninde/mand/kone kan sidde og snakke om, hvordan I mener jeg er, mens I spiser jeres økologiske grøntsager.

Håber alle vil tage det her emne seriøst, tale med jeres børn om det. Det er ikke farligt. Jeres børn skal være trygge ved at komme til jer og sige det. Tænk hvis jeg havde læst lignende blog fra en kvinde, dengang jeg var barn, så kunne det da være jeg havde kontaktet hende, så jeg havde fået åbnet op for posen og kunne have stoppet de overgreb meget før.

Tak fordi du læste med.

Mange hilsner Angela Silverfox