Jeg savner en mor – Blog 3 á 3

angie lille - Jeg savner en morHer er Blog 3 á 3 – det sidste kapitel i denne omgang. Jeg vil råde dig til at læse Blog 1 og 2 først, så du kan forstå sammenhængen.

Den første Blog af denne Trilogi hedder: Utaknemmelige Skarnsunge 

Den anden Blog hedder: Rescue´ers 

———————————————————————–

 

Jeg savner en mor

Det lyder sq lidt ynkeligt – gør det ikke?

Men fakta er – at det har jeg altid gjort. En drømmemor. Sådan en der ringer og siger hej – uden nogen grund. Sådan en man kan ringe og spørge, hvordan man afkalker vandhanen eller hvordan man skifter sikring. Sådan en man kan ringe til og spørge, hvordan man selv var, da man var barn, når man synes at ens unge er helt væk fra havelågen – og så blive bekræftet i, at det var man altså også selv. Sådan en man kan ringe til, når verden er af lave, veninderne er dumme. Sådan en der kommer, når man er syg – også selvom man er 35år. Sådan en der er vild efter at passe ens barn, fordi hun elsker nærmest ens unge mere end man selv gør (det er umuligt I know, men du forstår, hvad jeg mener). Sådan en man kan komme til – med alt! Sådan en man kan spørge, hvorfor hun svigtede en der og der. Sådan er der klar til at fortælle om sit liv og stå ved de åndssvage valg, hun har truffet, så man selv føler, at man er ok, når man gang på gang dummer sig med et eller andet plat.

Jeg har i mange mange år været bange for at erkende præcis det her.

At jeg savnede en mor! For jeg var jo SELV løbet hjemmefra. Jeg havde SELV taget beslutningen om at forlade den mor, jeg nu engang havde, og så kunne jeg da ikke tillade mig at SAVNE en mor. Man skal jo tage ansvar for sine handlinger! Det er jeg opdraget med – og JEG var jo selv skredet fra hende! Jeg havde jo en mor. Men det havde jeg så bare ikke alligevel. Det var jo mig, der var moren. Det var mig der tørrede op efter hendes bræk. Det var mig der lavede morgenmad til mig selv, smurte min egen madpakke, mig der var hendes ven og støtte og lagde øre til alt hendes lort. Det var sq da ikke hende der gjorde det for mig!

Jeg ved, hvad jeg havde gjort anderledes, hvis jeg var ”omkringstående” menneske til det her scenarie med en psykisk syg mor og et barn der holdt hånden over hende konstant og hele tiden. Jeg er ikke berøringsangst. Jeg nægter at være det. JA jeg får nogle på munden i livet nogle gange, fordi jeg ikke gider være det. Men jeg KAN IKKE KLARE DET! – Hvad er det der er så farligt ved at snakke sammen? Hvad er det der så farligt ved at spørge ind til ELLER svare på ting? Hvorfor er vi så bange for at udstille os selv som uperfekte? Hvorfor er vi så bange for at indrømme vores fejl – og indrømme, at det vi ofte smækker i hovedet på andre egentlig har noget med os selv at gøre?

Jeg er slet ikke perfekt! Langt fra.

Jeg har dårlig samvittighed over MASSER af ting, jeg har gjort som mor til mit barn allerede. Skældt hende ud, hvor det var mig der var træt og dum og egentlig ikke hende. Så har jeg sagt nej til noget, men alligevel givet hende den skide dukke hun har plaget om, fordi jeg ikke magtede at høre på mere plageri. Så har hun fået suppe til aftensmad 3 aftener i træk, fordi aftensmad var en by i Rusland – og alt det her! Jeg prøver dog for så vidt muligt at snakke med hende. Spørge ind til hende og forklare. Jeg kan ikke altid forklare, at jeg er en psykopat hidsigprop i trafikken (inde i bilen – og ingen hører det andet end min datter, for så chickenshit er jeg dog hahahah) – for det er jo simpelthen så langt ude, at jeg ikke kan ”styre mig” og lukker en masse gloser ud om de andre trafikanter. Som min datter så fint sagde den anden dag ”Du kører bil som en mand mor – faktisk ligesom far” – hahah gad vide om han også til tider lukker gloser ud i bilen, som heller ikke er helt for barneører.

Jeg har også fortalt min datter, at jeg får fixet lidt her og der. For hvorfor skulle jeg lyve? Jeg er ikke født med store lige læber, eller ballonbryster. Der er sørme også nogen, der har tegnet på mig – og jeg går også med makeup hver dag. Jeg kommer aldrig til at sige til mit barn at ”man skal bare hvile i sin egen naturlige krop som den er”. For det mener jeg ikke at man partout skal, man kan godt, men jeg ELSKER makeup, tanning og alt sådan noget. Jeg ELSKER at være kvinde og ”klæde mig ud”. Sorry 2 say! MEN som jeg har skrevet utallige gange i andre blogs. DET SKAL VÆRE FORDI MAN SELV SYNES DET ER FEDT – OG IKKE FORDI MAN TÆNKER, AT ANDRE VIL SYNES DET ER PÆNT, AT MAN FÅR LAVET NOGET!

Fuck hvad andre synes. #FUCKTHERESTIMTHEBEST

Jeg får lavet det, JEG synes er fedt/pænt. Og når folk så siger ”Arj NU skal du ikke have lavet mere af bla bla bla” så tænker jeg bare ”Synes du….- jeg synes noget andet” Amen!

Desuden beder jeg IKKE om andres mening omkring min måde at ”håndtere” mit eget udseende. Hvis folk ikke har noget pænt at ytre, så gider jeg ikke lægge øre til det. For hvad skal jeg bruge det til? De har deres mening om mit udseende, jeg har min egen. Og jeg kan bedst lide min egen mening.

Alt det her med at savne en mor, og at jeg ville have mere end de her rescue´ers i mit liv – eller måske så helt undvære – Ja alle de her tanker, de så dagens lys for real, da jeg var til begravelse for noget tid siden.

Jeg er ikke medlem af den danske folkekirke. Jeg tror ikke på gud. Jeg er U-FAN af alt der hedder religion. Jeg synes det at tro på gud er ligesom at tro på julemanden eller tandfeen. Og held og lykke med det.

Jeg har respekt for andre mennesker- og respekterer 100% det de gør og tror på, medmindre de gør et eller andet tumpet som at skyde nogen i en eller anden religions navn. Prøv lige og hør på det her statement:  ”Jeg dræber dig i julemandens navn, så jeg kan komme til nisseland” – I er med på, hvad jeg mener ik? Religion er menneskeskabt ligesom så meget andet. Og mennesker er snotdumme. Hvorfor skulle man ellers opfinde ting der gør os tykke, finde på biler der forurener så vi ødelægger kloden, såre hinanden bevidst, lyve bla bla bla – alt det der.

Lige meget – jeg sad til den her begravelse….Præsten, som jo slet ikke kendte familien eller den afdøde, stod og skulle tale SOM OM han kendte familien og den afdøde. Det var i min verden SÅ kikset! Og jeg tænkte:

”Når jeg dør, ingen ved hvornår det er, så skal der sq da ikke stå en eller anden præst eller lignende, som slet ikke kender mig og holde tale om mig og mit liv! Det skal da være en der kender mig altså”

Og så BUM slog det mig! Hvem kender mig? Min far var der ikke da jeg var barn, og kender mig jo egentlig mindre end de veninder jeg har nu gør.

Jeg har ikke en mor.

Min mors familie ville slet ikke kunne sige noget om mig, som jeg ville være tilfreds nok med, eftersom de heller ikke kender mig – andet end, når jeg har skulle reddes.

Mine veninder – jo de kender mig og jeg ELSKER DEM! Men de kender mig jo ikke fra jeg var barn.

Jeg blev helt underlig indeni. Hvis jeg døde i morgen! Hvem skulle så stå der og snakke?

Jeg har selvfølgelig mit barns far som har kendt mig siden jeg var 15 år. Men dengang var vi jo by-venner – det var jo temmelig overfladisk.

Så har jeg en eks kæreste som går tilbage fra jeg var 22 år – og han kender mig super godt, fordi han var den første, jeg fortalte ALT omkring min barndom – som i ALT! Stakkels hans ører!  Han har stadig en stor plads i mit hjerte og jeg har kontakt med ham. Han kunne være en mulighed som taler.

Jeg blev her virkelig BEVIDST om, hvor ensomt et liv jeg levede med min mor, da jeg var barn.

Den der kuppel af skørhed, druk, stoffer, enetaler (hendes taler til mig fra hende), den der indelukkethed jeg fik, fordi det var nemmere at være derhjemme og passe på min mor end alt muligt andet. Den der angst for hvad der skete ”næste gange vi skulle noget” sad i mig hele tiden, så jeg gjorde alt for at være stille og ”sød” og gøre hvad der blev sagt hele tiden, når vi var nogle steder. Det var derfor temmelig hårdt at være på ferie med hende, fordi vi så skulle være sammen HELE tiden og lave noget HELE tiden. Hun skulle bare finde nogle der kunne sælge hende noget hash og nogle mænd hun kunne fulde sig med, og jeg skulle bare følge trop og være sød. Utroligt at jeg elsker ferier i dag – for det gør jeg virkelig, men sådanne oplevelser kunne jo godt have sat sine spor.

Og så var jeg helt fucked med spiseforstyrrelser, cutting, kropshad og madhad – og slanke/afføringspillemisbrug igennem mange år af min ungdom – der lever man altså i en verden fyldt med løgn og frygt og ensomhed også.

Så kom der lige en tid, hvor det hele gik op i byture – arj det har det egentligt gjort ret meget af mit liv efter jeg løb hjemmefra – og ja – så blev jeg gravid.

Endnu en omgang ensomhed i en graviditet, fordi man gik fra at have ræset i byen HVER weekend og feste med en masse smarte seje mennesker og være hende den ”seje der dansede og var sjov” til bare at skulle ”IKKE NOGET!” – Bare være gravid! – og vi havde jo ikke et sindssygt fedt forhold mit barns far og jeg. Så det var fanme også noget ensomt pis. Der savnede jeg også en mor. En der kunne sige ”Det hele nok skulle gå”.

Da min datters far og jeg så gik fra hinanden, da vores datter var 9 mdr gammel, så var jeg alene – men ikke på den der ensomme måde mere. Jeg havde min datter. Da hun kom til verden var det hele meget bedre. Selvom det var hårdt – på mange måder at få en datter. Præcis en datter! Det var hårdt til at starte med, fordi min mor og jeg var alene da jeg var barn, så ja der sad en lille frygt inden i mig der gik ud på at jeg var bange for at projicere den her ”ensomhed” ned over mit barn, som jeg havde følt med min mor. Men sådan var det bare slet ikke ! Jeg er jo en mor, der så LANGT fra, hvad min mor var.

Jeg er skør og dum og fjollet og sød overfor mit barn. Hun synes, jeg er total plat og langt ude med nogle ting og ”mega irriterende” (siges tit! haha). Men vi føler os ikke ”alene”. Jeg hygger med min datter lige så meget som jeg hygger med andre mennesker, som jeg holder af – om end ikke mere. Hun er skør og sjov og hyggelig og opfindsom. Jeg elsker at være sammen med hende.

Jeg vil gerne være den mor, som jeg selv har savnet og stadig savner. Jeg vil gerne være den mor, hun ved hun altid kan komme til UANSET hvad hun laver af lort ude i verden. At der altid står et værelse klar til hende, uanset hvornår hun skulle komme hjem og bo efter en udlandsrejse, et kærestebrud etc. når hun bliver voksen. Det er min mission – at give mit barn det som jeg savner allermest selv – og aldrig nogensinde får.

For hvis jeg kan give den gave videre, så har jeg brudt ”den sociale arv” x 1000!

Og så kom jeg i tanke om, at alle jo egentlig kunne stå der og snakke til min begravelse.

Jeg har jo en hel hjemmeside med mine blogs, så mon ikke man kunne finde et par linier eller to man kunne tage med derfra for at fortælle, hvem jeg er/var?

Jeg ved, at jeg gerne vil brændes, have en hvid kiste til ”afskedsceremonien” som gerne skal være i det kapel ved Hørsholm Kirkegård, hvor min farmor også havde sit sidste farvel dengang. Jeg vil have så mange blomster på kisten, så man næsten ikke kan se den – roser. Og så vil jeg have at ”The Collective” med Phaxe og Morten Grenau bliver spillet for fuld udblæsning i starten – og til slut “Universe” med Drukverdeler. De numre rører mig dybt i hjertet, hver gang jeg hører dem.

Jeg vil have, at dem der kommer, skal mindes mig som et positivt og livligt væsen – og dem der har lyst til at sige noget,ja de gør det.

Jeg har aldrig forstået grav-øl! Jeg er FULDKOMMEN fuckin knust, når nogen dør, som jeg holder af og kan på INGEN måde sidde og mindes den person jeg lige har taget afsked med med grin eller hyggelige samtaler med andre – ikke LIGE efter et farvel i en kiste. Jeg har det simpelthen ikke i mig! Jeg er alt alt for ked af det. Hverken til min mormors eller farmors ”gravøl” kunne jeg hænge sammen- og jeg sad bare og græd og græd og ville væk derfra. Men om der skal holdes gravøl for mig, tjaeh det kan jeg nok ikke lige bestemme.

Jeg vil have at min aske skal drysses ud over havet – så jeg bliver i et med det, jeg synes er ALLERsmukkest i denne verden – nemlig havet.

Min far har altid sagt ”Når du er ked af det, så skal du sørge for at været et sted hvor du kan se langt – ved havet fx”

Det har jeg brugt hver gang jeg har været ked af det – og sådan set også når jeg har været glad. Derfor flytter jeg heller aldrig fra Amager – og derfor ved jeg også, at jeg en dag har en lejlighed nede ved Amager Strand, så jeg står op til og går i seng til en udsigt, som jeg får det for vildt af!

Er det mærkeligt, at jeg beskriver min egen begravelse? For nogle ja, men jeg er ikke berøringsangst, og vi kan alle dø lige pludselig! Så hellere skrive det nu og vide det nu, end at ingen ved det, hvis det skete. Jeg har alt for mange gange i mit liv troet jeg skulle dø – og ønsket mig død – helt siden jeg var 5 år gammel.

I dag er jeg bange for døden, fordi jeg er så egoistisk, at jeg vil se mit barn vokse op. Jeg er blevet så sårbar efter at have fået den store gave i Nana, min datter. Før hende var jeg aldrig bange for døden, jeg synes nærmere den var min ven end min fjende. Sjovt som tingene kan ændre sig så meget.

Det var en virkelig lang smøre denne omgang, hele 3 blogs i en (kinder-ægget har ikke levet forgæves) – og jeg kunne skrive så meget mere. Gå meget mere i detaljer med så mange ting, men det kommer jo nok i andre blogs hen ad vejen.

Jeg er så glad for, at jeg er blevet beriget med en god portion selvindsigt.

Jeg er blevet beriget med SÅ mange ting, fordi jeg har oplevet de ting jeg har i mit liv. Jeg har til tider været bange for at miste min selvindsigt, men det er jeg ikke længere. Jeg har mistet! Jeg har mistet min barndom for længst –og jeg har mistet den mor og far, som jeg drømmer om skulle være der. Det kommer ikke til at ske.

Men til gengæld kan jeg være der for mig selv, lytte til mig selv og omgive mig med de mennesker, der beriger mit liv og har lyst til at gå i dialog. Ikke diskussion men dialog om, hvorfor vi gør, som vi gør. For det er da det mest interessante i min verden – at forklare eller undersøge sine egne handlinger og dykke ned i hvem vi er og hvorfor.
Det har været den sværeste og længste blog jeg har skrevet nogensinde. Jeg har trods alt brugt flere dage på at skrive de her 3 sammenhængende blogs. Jeg har grundigt overvejet, hvor farligt det var at udstille de mennesker i mit liv, som jeg mener burde have været der på en anden måde for mig. Samtidig har jeg også udstillet mig selv – men det gør jeg nu i alle mine blogs. Det har lettet en kæmpe sten fra mig hjerte at skrive alle de her 3 blogs. Fordi jeg har erkendt på skrift og ikke kun i mit indre, hvordan jeg ægte har det.

Jeg er taknemmelig over, at min far og mor blev født. Ellers ville jeg ikke have været her. Derfor har jeg tilgivet dem begge for det svigt, de har udsat mig for af flere omgange i mit liv. Jeg ville ikke være den jeg er i dag uden alle de oplevelser, jeg har haft. Derfor ser jeg lyst på livet. For jeg kan godt lide den person jeg er blevet.

Jeg er et levende bevis på, at du kan designe dig selv til det menneske, DU ønsker at blive, hvis du VIRKELIG gør en indsats og TØR gå i dialog med dig selv, og TØR indrømme alle dine fejl og mangler, og TØR sige til dig selv at dine forældre ikke er all that, selvom de måske har bildt dig det ind det meste af din barndom. Det var hårdt for mig at erkende, at min mor ikke var den klogeste og mest intelligente menneske på jorden. Seriøst! Det havde hun sagt i så mange år til mig, at jeg troede på det – og det var først i mine midt-tyvere at jeg sådan virkelig erkendte, at hun jo nok ikke var SÅ klog.

Tør du snakke med dig selv om dine handlemønstre?

Tør du forstå, hvorfor du gør, som du gør?

Tør du spørge din mor og far, hvorfor de har gjort, som de har?

Det er enormt spændende. Men også farligt, for det kan ændre den person du er i dag – og hvem bliver du så?

Tak fordi du læste med.

Billedet er af mig, da jeg gik i børnehave. Jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvordan man kan behandle et lille barn, som min mor og genbo behandlede mig helt fra jeg var i den alder.