Inderst Inde

De af jer der har mellem-børn (ikke babyer og ikke teenagere), har formentlig set den her film ”Inderst Inde” med jeres unger. Hvis ikke – så gør det.

Til dem der ikke har set filmen, kan jeg kort fortælle historien handler om en piges opvækst fra spæd til omkring de 12 år – og det der foregår i hendes ”indre”. Inderst inde (i hendes indre)  er nogle små figurer, som er hendes vrede, glæde, tristhed osv. Minderne inderst inde bliver illustreret som nogle kugler, der får forskellige farver alt efter hvordan mindet skal erindres. Filmen beskriver meget godt, hvor meget det betyder for os mennesker, at vi har en god og sund opvækst. At vi er omgivet af folk som elsker os og vil os det bedste. Som lærer os, hvordan man passer på sig selv osv.

Som de fleste Pixar/animerede Disneyfilm jeg har set, sad jeg og småtudede gennem en del af filmen (hvad sker der for det). I starten af filmen løb de stille tårer, fordi jeg tænkte på, hvordan mit liv var, da jeg var helt lille. Hvor kaotisk det var og hvor lidt min mor passede på mig og på sig selv. Hvor lidt min far var der. osv osv. Jammerdal uden lige-  I know! Jeg forstår 100%, hvorfor jeg har haft alle mulige lig i lasten – og hvorfor jeg har tiltrukket mennesker, som opfyldte de helt samme ting, som min mor gjorde. Svigt, tillidsbrud, vold og kaos.

I historien Inderst Inde møder vi også pigens ”fantasiven”. Jeg var inde og se filmen med min datter, og hun ”havde altså ikke en fantasiven”, sagde hun.

Det havde jeg til gengæld, da jeg var barn. Hun hed Judith og havde rødt hår og fregner og var meget hvid (da jeg var barn blev jeg enormt brun om sommeren og enormt hvid om vinteren – dengang blev jeg jo ikke tannet som nu – haha), og jeg drillede altid Judith med, at hun var hvid HELE sommeren. Hun var altså temmeloig visuel for mig. Judith fulgte mig i tykt og tyndt, men kun når jeg var alene eller sammen med min mor. Ikke når jeg havde mine ”ægte” venner at lege med.

Jeg læste højt for hende, hun var med mig på toilettet, vi legede med Barbie o vi var til tider uenige om ting –  jeg synes det var rart, at der altid var en ”med mig”. Også når de slemme ting skete derhjemme. Judith så det aldrig. Hun kunne ikke klare det, sagde hun. Men hun var der bagefter, når jeg var  ked af det og følte skam og skyld. Hun var også med til at pakke Dukke Rikkes (en dukke jeg havde fået af min farmor, som jeg var OVERDREVET glad for) tøj og ting ned hver aften, fordi tænk hvis det nu var i morgen, jeg fyldte 18 år og måtte flytte hjemmefra. Helt syret at jeg som så lille (jeg har nok været 4-5 år da de her tanker første gang kom) vidste, at det ikke var normalt det der skete hjemme hos mig – og at jeg skulle væk derfra på et tidspunkt – og jeg måtte i hvert fald (det havde jeg hørt) flytte hjemmefra, når jeg blev 18. Og det kunne jo være at nogen tryllede min 18 års fødselsdag en del år frem, så det var ”i morgen”.

Min mor – som var skizofren, afhængig af hash og stoffer og alkoholiker – synes, at jeg var dybt underlig fordi jeg havde en fantasiven. Hun kaldte mig skør (tal lige om at projicere) og kunne desuden slet ikke forstå, at min fantasiven var rødhåret!  – for det var, i min mors verden, grimt. Nåh nåh. Jeg fortalte ikke nogen om Judith. Måske har jeg luftet det for min dengang bedste veninde, Jannie, men ellers snakkede jeg ikke om hende som sådan. Jeg var ikke flov over at have hende, og jeg følte mig heller ikke skør, som min mor sagde jeg var. Judith var der jo for mig hele tiden, det var der ingen andre der var.

Judith forsvandt med tiden. Jeg glemte hende faktisk nogle år, indtil en dag hvor jeg sad på mit kollegieværelse som 16årig og skar i mine arme. Så kom jeg i tanke om, at jeg havde haft sådan en fantasiven. Men hun var der ikke længere. Jeg var helt alene nu! HELT ALENE!

Der var ingen skør mor, ingen Judith – der var kun mig. Det knuste mig indeni. For første gang nogensinde følte jeg mig ægte alene.

Jeg ringede til min far og råbte af ham, at jeg ville hellere dø end at have det sådan her, og det var min fars skyld at min mor havde udsat mig for alle de ting, som hun havde. Min far tog imod – og hørte på mine anklager. Han fik talt mig lidt ned. Da vi lagde på følte jeg mig lisså alene som før. Judith kom aldrig tilbage. Det var jeg klar over. Og alene følelsen levede jeg med i mange år. Flugten fra den følelse kom til udtryk i selvskaderadfærd og spiseforstyrrelser, kærester der ikke opførte sig pænt og negative tanker om krop og mad. Jeg er glad for jeg ikke er der mere. Jeg er glad for, at jeg nu tør føle en alenefølelse – uden at skulle flygte.

Da jeg så filmen Inderst Inde – blev jeg igen klar over, hvor vigtigt det er, at vi lærer vores børn – og sådan set også de voksne medmennesker vi har – at deres følelser er OKAY! Det er OKAY at være sur, gal, ked af det – eller have en følelse af jalousi eller misundelse. Det er okay at være glad og skør og fjollet.

Det handler i bund og grund om DU kan rumme andres følelser. Hvis du IKKE kan rumme at nogen er sure, glade eller skøre, så spørg lige dig selv om HVORFOR du ikke kan ”klare det” (det er det udtryk vi ofte bruger ”jeg kan slet ikke klare hende der”). Hvorfor kan du ikke ”klare” at nogen er sure fx? Er det fordi du føler skyld? Og så igen ”hvorfor føler du skyld?” –

For mig kan det fx være at min mor altid SAGDE, det var min skyld, at hun var sur eller ked af det. Så er det klart, når andre er sure eller kede af det,  kan det tricke den følelse indeni jeg fik som barn og så ”kan jeg ikke klare det”. Men hvis jeg ved, at det er det der sker- at det egentlig er de følelser fra dengang, der popper op, så kan jeg GODT klare, at nogen er sure eller kede af det i mit nærvær, fordi jeg ikke tager det ind.

Mennesker er jo igen bare mennesker – på godt og ondt. Du skal tage vare på dig selv. Du skal være sammen med mennesker du kan ”rumme” – og hvis du er tvunget til at være sammen med mennesker, du har svært ved at ”rumme”, så spørg dig selv, hvorfor det er så svært for dig at være i hans eller hendes selskab. Eller hvorfor tricker det dig fx at dit barn har en fantastiven? Det gjorde det jo med min mor  – wonder why! Hun var selv temmelig skør, men når hendes barn (mig) så agerede ”skørt” ved at have en ven ingen kunne se, så var der jo ”noget galt”.

De eneste du ægte skal kunne rumme er dine børn. De er uskyldige – og det de er skyldige i, er oftest noget du har været med til at præge dem til helt fra de var små. Måske har du været for hård eller for blød omkring nogle opdragelsesemner, som så kommer til udtryk, når de er lidt større osv.

Men andre SKAL du ikke rumme, du kan blot være nysgerrig på, HVORFOR du har svært ved at rumme dem.

Min datter sagde i går at ”nu havde hun også en fantasiven”, som hun havde leget med ovre i skolen, ”meeeen det virkede altså ikke helt så godt som de ”rigtige” venner”, synes hun. Den grinte jeg lidt af indvendig. For det var ret sødt, at hun skulle prøve det af med fantasivennen, nu når Inderst Inde havde den og hendes mor jo også havde haft en, da hun var barn. Måske har min datter ikke brug for en fantasiven. Hun har jo så rigeligt rigtige venner, som vil hende 100% og en mor og en far, der elsker hende overalt på jorden. Hun har også en masse andre mennesker i hendes liv, som vil hende det bedste.

Jeg havde brug for Judith, dengang jeg var barn. Nu har jeg heldigvis kun ”brug for” mig. Og så er jeg taknemmelig for alle de fantastiske mennesker, jeg har i mit liv. Der er forskel på at have ”brug for” og være taknemmelig. Den tager vi i en anden blog.

Tak fordi du læste med.