”Hvorfor har du solbriller på i gråvejr”

blank blogLæge: Har du en kæreste?

Mig: Ja

Læge: Ham mister du nok i løbet af et års tid. Sådan noget plejer ikke at holde efter sådan en omgang.

Har du børn?

Mig: Ja en datter

Læge: Det bliver hårdt. Du får mindre og mindre overskud til hende

Hvad arbejder du med?

Mig: Forsikring og så er jeg coach ved siden af på aftenbasis. Jeg er også uddannet Personlig træner men det har jeg ikke arbejdet med et lille års tid, fordi jeg ikke har haft tid.

Læge: Du mister dit job i løbet af et års tid med de smerter du har. Så du skal forberede dig på at lære systemet at kende med sygedagpenge regler, flexjob osv.

Hvordan er dit sociale netværk?

Mig: Det er ret godt. Jeg har ret mange venner og veninder og kan godt lide at gå til fest og sådan

Læge: Det skal du regne med slutter. Mange vil falde fra. Du vil begynde at aflyse aftaler fordi du ved at det koster på den lange bane, så jeg håber du er glad for at være alene. Jeg ved ikke hvilken medicin du kommer på, men du skal også regne med at du tager på af medicinen. Du kan få tilknyttet en psykolog via det offentlige hvis det går galt med psyken omkring smerter eller vægtforøgelse.

Du vil savne varme. Køb dig noget uldent undertøj som du kan have på hele tiden.

Du virker ellers til at være en pige med ben i næsen, men jeg kan ligeså godt forberede dig på, at det her bliver noget, du ikke har regnet med. Når man har en sygdom folk ikke kan se, så forventer folk af dig, at du er som alle andre,  det er du bare ikke længere. Men nogle siger, at det kan gå over. Nogle er blevet raske. Så der er håb for dig. Jeg vil bare ikke skrue dine forventninger op når jeg gang på gang har set noget andet. Jeg vil også sige til dig at systemet ikke er lavet efter folk som dig, det vil helt sikkert komme til at frustrere dig.

……

Denne samtale havde jeg med en læge efter mine trafikuheld.

Jeg skrev den ned da jeg kom hjem fra lægen den dag for snart 3 år siden (ja jeg fører sq dagbog – og har gjort siden jeg kunne læse og skrive) – så den er rimelig godt gengivet.

Jeg tænkte, at han var sur og pessimistisk, og at han slet ikke kendte mig. Jeg havde fanme været ude for det der var værre og jeg skulle nok klare den. Det sjove er jo også – at i starten så kæmper man! Man kæmper. Man gør det så godt man kan. Man snakker kun med de aller nærmeste om det. Man lytter til dem der siger ”Det nok skal gå over”. Man stoler på at det her går i sig selv. Man regner med at man nok skal klare det. Man holder sin kæft med, hvor ondt man har. Man bliver ved med at gå til alle de ting man plejer. Men træningen – det var der jeg kunne mærke MIG. Jeg trænede med bitte små vægte. Jeg tog hensyn. Jeg mærkede efter. Jeg græd flere gange til min træning, fordi jeg godt vidste der var noget helt galt…. Jeg kender min krop så fuckin godt efter hvad den er blevet udsat for, så det her – ja det var sq noget lort.

Nakken gjorde ondt, håndleddet, det trak op i øjnene, jeg havde hovedpine (Jeg anede seriøst ikke hvad hovedpine var før alt det her!- men det fik jeg så sandelig at lære!).

Det snurrede i armen hele tiden og jeg tabte ting ud af hånden – uden grund. Mit ben sov og boblede (det lyder skørt men det bobler)  – og lænden gjorde ondt. Midten af ryggen føltes død og så kom smerterne – de kom bare. BUM – og så gik de over i den der snurren og så kom de tilbage. Det var som om mine knogler kløede og ville ud af min hud, når jeg enten sad stille for længe eller stod stille for længe i samme stilling. Det hele virkede så underligt. Det var som om, jeg havde fået en andens krop. Jeg havde røde øjne hele tiden og måtte købe øjendråber for ikke at ligne en der havde grædt eller røget hash.  Men jeg græd  nu også meget. Over alting. Jeg kunne ikke klare ret meget. Og ja jeg mistede kæreste og daværende forsikringsjob. Jeg mistede venner og veninder. Jeg blev mindre social – jeg tog på i vægt. Han fik sq ret. Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det den dag i dag.

Jeg savner varme hele tiden – det gik virkelig op for mig, da jeg var i Thailand i februar i år. Det var SKRÆKKELIGT at komme hjem. Intet mindre. Render rundt i skibukser i plusgrader, ekstra skiundertøj – og med solbriller på i gråvejr(og nogle gange indenfor!) fordi jeg får ondt i hovedet af et specielt lys. Sådan rigtig ondt. Det trækker helt op i hårgrænsen og ned til ørerne. Det lyder helt skørt!

Larm! Det er det værste. Larm jeg ikke selv har valgt. Jeg elsker techno – det er jo blomster i mine ører – derfor kan jeg sagtens høre det højt – Men hvis et barn græder højt eller der er for mange der snakker for højt på en gang, eller en eller anden høj lyd som går igen og igen så kan jeg blive helt skør i hovedet. Jeg føler det SKRIGER inde fra – inde i mit hoved og ikke kan komme ud.

Smerterne er ikke blevet anderledes. De er der.

De er der HELE tiden! Jeg er smertedækket med piller. Den slags piller som folk normalt sidder og savler af når de tager en halv, hvor jeg tager 3-8-10 styks. Det er en syg verden at leve i. Det kan jeg love jer. For jeg savler ikke. Det er som om min krop bare ”spiser” dem, fordi den har så meget brug for dem.

Jeg elsker at jeg overhoved lever, at jeg kan gå, stå og se. At jeg har et arbejde som giver mig så meget – hvis jeg ikke havde det, så var jeg lost! Det giver mig alt! Jeg søger ikke at ”nogen” skal trøste mig og kramme mig – det har jeg ”folk” til. Jeg har nogle, der forstår hvor jeg er. Det er rigeligt. For man vil også bare gerne være en del af ens gamle jeg. Den der livsglade person. Det er jeg heldigvis stadigvæk. Jeg har oplevet så meget lort gennem mit liv – at jeg også klare den her! Med oprejst pande – denne gang med botox i panden, så jeg ikke ligner en levende død. Når folk siger ”Arj hvor ser du smadret ud i dag” tænker jeg bare ”Shit mand! – du skulle bare vide, hvor længe – hvor FUCKIN længe siden det er, at jeg har sovet 3 timer i ræk UDEN at vågne og have ondt og skulle tage piller”! DERFOR får jeg restylane under øjnene så jeg ikke ligner en hængt kat. Derfor får jeg botox i panden. Derfor får jeg tanning! Så jeg ikke ser fuldkommen kvæstet ud. Jeg vil gerne ligne det som jeg gerne vil føle mig som! Også selvom jeg har ondt.

Jeg er glad for, at jeg er en person, der elsker at være alene. For man bliver alene. Man orker ikke at tage alle mulige steder hen hele tiden. 1. fordi man ikke bare lige kan smide sig hen og slappe af, når man får ondt, når man er ”ude” 2. fordi man tænker ”åh nej hvornår kan jeg så komme hjem hvor der er helt ro” 3. fordi man ofte er ”ved siden af sig selv” og man vil jo helst gerne være glad og sådan når man er sammen med ens venner. 4. fordi man er bange for der er koldt (eller der er en åbner et vindue el lign) –for så sætter mine smerter sig i hvert fald lige x 1000 – og så skal man være hende den sure der brokker sig over træk osv. Man gider det bare ikke!

Det er faktisk lidt trist, at det bliver sådan.

Jeg ved bare at mange med de smerter jeg har – har det sådan der.

Jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden Facebook og insta og min træning og mine klienter. Det lyder helt skørt for nogle. Men den overflade som jeg kan præstere på Facebook og insta den højner også mit humør til at være gladere. For alt er glansbillede på de platforme. Og hvad er der galt i det? INTET !

Jeg elsker det!

Min træning – den er mit frirum! Der er der 100% fokus på MIN krop! På MIG! – jeg er helt lukket inde i MIN verden, MIN musik og MIT program og jeg kan mærke ALT, hvad jeg foretager mig. Der er ingen ”hov” løft eller andet pis som lige pludselig siger ”SMÆK” og så har man mere ondt resten af dagen end da man startede. Alt er under kontrol i kroppen. Jeg elsker det!

Mine klienter – fordi de giver mig SÅ meget ! Så mega meget – på det mentale plan! Jeg ville ikke være den jeg er i dag- uden jer/dem! Jeg elsker at ”give videre”. Det er den store mening med livet synes jeg. At vi mennesker hjælper hinanden med det vi kan!

Jeg elsker det!

Jeg hader at brokke mig. Jeg hader at skulle forklare at mit glansbillede er lidt flosset i kanterne, når man tager det ud af albummet. Ikke fordi jeg er flov over den jeg er, men fordi jeg ikke kan ”styre” mine smerter. De er der bare. Hver dag, hver nat. De tager mit overskud til mange ting og de holder mig vågen om natten. De gør, at jeg ser træt ud og er træt, og de gør at min krop er gået i forældelse på en måde den slet ikke skal endnu. Den gør at jeg må træffe nogle valg for mit liv og min fremtid, som jeg ellers ikke ville træffe.

Mange siger at de kender en ”der kan hjælpe”. Jeg har nu prøvet for over 40.000 kr ”en der kan hjælpe” – og ja det har hjulpet sådan et par dage efter behandlingen (og nogle gange slet ikke), men ikke sådan ”for good”.

Systemet smider en rundt til ryghold, nakkehold, pensionisthold og scanninger – her og der og alle vegne –  og har ikke styr på den medicin man får eller hvem man er – og det eneste de ligesom kan konkludere, når man bliver tilset af en NY læge/behandler er ”at man da godt nok har mange tatoveringer”! Shit mand!

Så kære alle facebookvenner! Ja jeg er pisse overfladisk på Facebook – jeg har det skide sjovt på de her platforme – og det mit frirum til at være skør og sjov og ”skabe” mig med duckface og tant og fjas, men der er så meget mere inde bagved.

Husk det – næste gang du ytrer dig om en eller anden du synes ”er for meget” med hans eller hendes Facebook, der kan være så meget bagved, som du ikke ved en hujende fis om.

Du kan jo bare unfriende dem eller lade være med at følge personen. Og måske skulle du tænke over, hvorfor du bliver så provokeret af at den her person smider patbilleder, duckfacebilleder eller andet op. Det er jo BARE FOR SJOV – i hvert fald når jeg gør det – og jeg har BRUG for det sjov, for ellers bliver mit liv satme en tand for alvorligt med smerter og piller og pis og papir.

Smil til livet – så smiler det tilbage til dig. Smerter eller ej.

Solen skinner altid på den der lyser mest – så det er måske også en grund til jeg altid har solbriller på 

Tak fordi du læste med

Og tak for mine veninder, venner, datter og far & mit job som fanme holder mit liv kørende!