Hvorfor græder du, mor?

gravid blogMin mor sad og græd ved spisebordet. Hun havde rykket rundt så stuen var i soveværelset og omvendt pga. nogle ”energier” hun lige synes skulle være anderledes. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, når min mor græd. Synes det var sådan en underlig situation. Hun sagde jo altid, at JEG ikke måtte græde – uanset hvad der skete – og så sad hun der og græd selv. Jeg var barn og hun var voksen. Men jeg så hende græde. Jeg følte jeg skulle tage ansvar for hendes følelser.

Selvom jeg følte mig underlig til mode gik jeg over imod hende og spurgte igen ”Mor, hvorfor græder du?” og lagde hånden på hendes skulder. Hun vendte sig vredt imod mig og hendes øjne LYNEDE, mens hun væsede ”FORDI DU BLEV FØDT!” – Jeg glemmer aldrig den episode. Jeg har været omkring 5-6år på det her tidspunkt. Jeg trak mig væk fra hende og følte skyld. Jeg stod med følelsen af at ønske jeg aldrig var blevet født.

Min mor mente, at jeg ødelagde hendes liv. Hvis jeg IKKE var blevet født, så ville hun have flere penge, ikke drikke, ikke ryge hash, være fri, ikke være afhængig af at skulle på kommunen, ikke sørge for mig, have en mand og have et fedt liv. Det stod helt klart! Jeg var en klods om benet på hende. Og hun ville jo forresten slet ikke have mig til at starte med. Det var min FAR der ville have mig – hun havde kun fået mig, fordi han ellers havde truet med, at han ikke ville tale til hende igen. Når jeg skriver det her, så kan jeg godt se det ikke lyder af noget, altså det her med, at han ikke ville tale med hende igen, men min mor fik det til at lyde som noget meget forfærdeligt – så forfærdeligt at jeg godt kunne forstå, at hun så havde fået mig under pres. Og nu var min far bare skredet! Det var selvfølgelig også MIN SKYLD! Det var forresten også min skyld at hun ikke havde nogle venner. Det var også min skyld, at jeg var så grim. Hvorfor lignede jeg dog ikke hende noget mere – og hvad skulle jeg bruge den højde til – bla bla bla.

Det er IKKE underligt – på nogen måde – at jeg fik et ret så lavt selvværd og valgte fyre som ikke ville mig, veninder som ikke var søde ved mig, at jeg fik spiseforstyrrelser, blev cutter og dybt afhængig af slankepiller. Bare med DE TING jeg har nævnt her, så kan et barn blive en temmelig fucked up voksen. Bare med de ORD så kan man blive helt bims oven i låget.

At der så skete alle mulige ting ved siden af ”de her ord” – det har jeg vist skrevet i andre blogs.

Det jeg vil sige med DENNE blog er at forældre skal vare deres mund over for deres børn med de her ting om skyld!

Hvilket barn har valgt at komme til verden?

INTET barn! IKKE et eneste barn har valgt at komme til verden!

Det har dets forældre – mest moderen, da hun jo er den der bærer barnet. Selvom en mor bliver truet til at få et barn, så har hun SELV VALGT DET i sidste ende!

Når jeg hører at forældre (mor som far) giver deres børn skylden for, at de sidder fast i deres liv eller at det er for hårdt at være forældre eller et eller andet PIS – så får jeg seriøst kriller i hovedet.

For JA det er fuckin hårdt at være mor og/eller far.

Det er en lang bekymring man får, når ungen først er ude. Det er hårdt arbejde, det er selverkendelse, det er lange nætter med sygdom og bekymring og hente og bringe og køre til dit og dat. Du får smidt op i fjæset alle de fejl du foretager dig hele tiden, du ser sider af dig selv du slet ikke kendte, du kan ikke de samme ting mere, du er nødt til at tilsidesætte dig selv. Det er ET LANGT arbejde. Man aner ikke hvad man går ind til! Man kan have en gisning om det, men man ved det ikke før man står i det.  – og man skal slet ikke få et barn for at redde et forhold, for det er dog det værste lort jeg længe har hørt. Det kan kun gå ned ad bakke, hvis man tror det. MEN DU HAR SELV VALGT DET! Dit barn har IKKE valgt at du har pådraget den opgave at blive forælder!

Tilbage til skyld.

Rigtig mange forældre er gode til at give deres børn følelsen af skyld – og at barnet kan ”skuffe” eller gøre ”forældrene kede af det”.

Vil I ikke nok please stoppe med at bruge de ord?

Det vil ændre verden totalt, hvis vi ikke har en masse mennesker, der går rundt og skal tage vare på deres forældres følelser.

For hvem vil gøre nogen kede af det? Sådan in general ? Ik nogen vel?

Vi kan bedre håndtere, hvis nogen siger ”Det bliver jeg pisse sur over”

–Okay fair nok det er sq til at føle på!

MEN at gøre nogen skuffede eller ”kede af det” – shit mand! Den er svær. Det gider man helst ikke. Og når forældre til deres BARN – i børnehaven, skolen, what ever siger til deres barn ”at de bliver kede af det hvis ungen smider regnfrakken væk” så forstår de slet slet ikke, hvad der sker i hovedet på den lille purk med de ord.

Det danner en SKYLD uden lige inden i barnet.

Det sjove er, at forældrene slet ikke tænker over det. Forældrene siger det ofte, fordi de faktisk vil virke MILDERE ved at sige ”Du gør mig ked af det hvis…” end hvis de siger ”Du gør mig mega sur hvis….”

Derfor bliver ordene brugt i flæng -og det ender med at barnet sidder og føler skyld over, at deres forældre er ”kede af det” eller ”skuffer dem” ved at lave noget lort.

Det som forældre også tit gør er, at holde deres kort tæt ind til kroppen med de dårlige ting, de har gjort igennem deres liv. Måske fordi de er bange for at deres barn så tror, det er OKAY at lave lort i den, som den pågældende forældre har gjort. Måske fordi de bare gerne vil fremstå som den ”perfekte” udgave af en forælder?

Men det der IGEN sker er, at barnet tror, at det IKKE er ok at lave lort i den, fordi barnets forældre har jo aldrig fortalt om dengang de stjal en bil eller drak sig fulde eller lavede graffiti eller brød ind i naboens have og tog hans traktor – eller whatever.

Derfor tror barnet, at det er et meget dårligt menneske, når det så har lavet et eller andet langt ude (fordi det gør vi alle jo på et tidspunkt i vores liv). Ofte tør barnet så ikke sige det til forældrene, og når forældrene så alligevel finder ud af det- så er de ”ægte” skuffede, for ”sådan har vi da ikke opdraget dig”!

JO I HAR!!! Det er præcis det I har !

Ved at sige, at I bliver ”kede af det” over en fuckin regnfrakke der bliver væk, når ungen er 6 år gammel – og ved ikke at dele ud af jeres dumheder, når ungen bliver teenager, så barnet hører og ser at dennes forældre HELLER ikke er perfekte! Så barnet TØR komme til dets forældre med de dumheder denne nu laver. Forældre undrer sig over, hvorfor deres børn ikke kommer og snakker med dem! Her er svaret! Fordi de er bange for at gøre jer kede af det, føle skyld, skuffe jer. Fordi der er opstillet en kunstig verden om at børn skal tage vare på deres forældres følelser.

Vi kan tage det helt basale!

Hvor mange forældre siger til deres børn ”DU må ikke LYVE” ??

Forældrene bliver SÅ vrede på deres barn, når ungen lyver om et eller andet.

Barnet bliver vældig ked af det, men har måske løjet fordi barnet IKKE VILLE GØRE FORÆLDRENE KEDE AF DET! Kan I se det?

Og så er der også lige den hage ved det, at barnet måske har hørt mor eller far lyve overfor veninder eller lige holdt et eller andet hemmeligt eller de har hørt mor sige ”Men det siger vi ikke lige til far, vel skat?”

Modsatrettede signaler af helvedes til! Hvad skal barnet så gøre? Det er temmelig svært at navigere i.

Ofte er vi forældre bange for at fejle. Det går udover vores børn! Vi vil have de perfekte børn, fordi så fremstår VI som de perfekte forældre. Det er TEMMELIG egoistisk, fordi vi så ”leger”, at det er fordi vi gerne have vores børn har det godt, men i realiteten er det (OGSÅ) fordi vi selv vil fremstå ”perfekte”.
Hvis vi nu lige slapper lidt af – og gør os til de mennesker vi er – og IKKE giver vores unger skyld ved at sige ”Det gør mig ked af det, når” men i stedet siger ”Det gider jeg altså ikke have”.

VI forældre var voksne, da vi fik vores børn.

VI har håndteret ked af det følelser en milliard gange, inden det barn kom til verden, så vi kan sagtens håndtere at vores barn gør os ”kede af det” uden at barnet skal føle skyld og skal føle, at det har ”ansvar” for vores humør – glad som ked af det.

Vi er de voksne! Det er os der skal håndtere vores børns følelser – og ikke omvendt.

Husk hvad du siger til dit barn, både direkte og indirekte.

Husk at barnet kopierer det du siger om dig selv eller til dig selv.

Hvis du konstant går og siger du er dårlig til noget, for tyk, for grim eller andet negativt – så viser du barnet at det er sådan man skal tale om sig selv. Uanset om du så siger 100 gange om dagen, at han/hun er fantastisk osv. så lærer du altså barnet det modsatte, hvis han/hun går og hører på dig snakke negativt om dig selv.

Det skal lige siges, at jeg har grædt foran min datter – og jeg har taget hende ind til mig og forklaret, at jeg græder fordi bla bla bla (det har ikke haft noget med hende at gøre jo) og at jeg bliver glad igen om lidt. Jeg har forklaret, at voksne også kan være kede af det, men at man bliver god til at være ked af det til sidst, fordi man bliver god til at blive glad igen hurtigt, når man har prøvet det mange gange. Så det er skam ikke forkert at græde foran sit barn, sålænge barnet ikke føler det skal tage ansvar for ens tårer eller humør generelt.

Kærlighed til dit barn er at rumme det barn, som det lille menneske det er – ikke at spejle dig i dit barn og dets fejl og mangler eller gode sider, så du fremstår som en fiasko eller helt.

Tak fordi du læste med!

Billedet er fra jeg var gravid med min datter (5. måned) på Mallorca i 2007