Hej Mor!

hejmorJeg har gjort det mest syrede i mit liv! Jeg er pænt højdeskræk og hvis nogen skubbede mig ud med en faldskærm fra et fly ville jeg stadig mene, det var MINDRE syret end det jeg gjorde sidste uge.

Jeg besøgte min mor. I det hjem som jeg er opvokset i. Hvis du aldrig har læst andre af mine blogs, så kan du evt læse de 3 jeg smider i kommentarfeltet til denne blog. Det giver dig en god insider viden, så du forstår hvor SYGT det her er.

For ca 1½ år siden havde jeg indset at tilgivelse var vejen frem. Jeg havde efter næsten 20 år i vrede indset, at den vrede på ingen måde gik udover de mennesker den egentlig var tildelt, men KUN gik udover mig. Det var et stort skridt. Jeg indså endda også at jeg måtte tage tyren ved hornene og se min mor fysisk. Måske endda kramme hende for at tilgive hende helt ægte. Det var super underligt at indse det, og jeg fik kvalme ved tanken om at skulle KRAMME hende der. Hende der, som havde gjort alle de klamme ting ved MIG! Hende som havde taget hele min barndom fra mig. Hende som var skyld i så mange dårlige ting. Skulle jeg KRAMME hende. Hmm…. Jeg kunne godt se pointen med det. For at sætte mig selv fri. For at tilgive MIG, for alt den vrede og ondskab jeg gik rundt med indvendigt.

Jeg synes på det tidspunkt, at det var rigeligt at jeg havde tilgivet hende i mit sind agtigt. Jeg vidste godt, der skulle mere til.

Efter 1½ år med tanken om at jeg var nødt til at gøre det her en dag, så gik jeg og hørte Mads og Monopolet podcast, hvor Hella Joof (jeg elsker hende!) sagde noget om ordet tilgivelse. Det var som om ordet skyllede igennem min krop og mit ”indre” sagde ”Nu skal du til din mor, Angela”. Jeg skrev til min far med det samme ”Hvornår kan du tage med ud til min mor”. – Han svarede ”Næste uge” – og vi aftalte tirsdag.

Samme dag jeg skulle derud fik jeg lavet min egen datters tegninger af hende og jeg og en djævlepige som tatoveringer på min arm. Der var en symbolik i det for mig, der betød at min datter og jeg har et specielt bånd, som min mor og jeg aldrig har haft eller vil få. Og det faktum at min mor, som har DØBT mig Angela, som selvsagt betyder ENGEL, altid kaldte mig DJÆVLENS yngel, fordi min far i hendes verden var djævlen selv, var også en sjov ting at have ”med”.

Min far og jeg kørte ud mod min mor. Jeg var ikke nervøs. Jeg havde taget en lille statue af en engel med til hende. Hvorfor? Fordi jeg hedder Angela – og var hendes engel, lige indtil jeg ikke var det mere (ca 2 dage efter jeg var blevet født, tror jeg).

Min far og jeg blev små uvenner på vej derud. Utroligt som den mand kan provokere mig. Jeg sagde: SKAL vi sidde og blive uvenner inden vi skal derud, altså!

Jeg kunne ikke se meningen med, at ham som skulle være min støtte i denne situation pludselig skulle sidde og skælde ud på mig.

Jeg tog min far med, fordi min mor altid har kædet min far og jeg sammen. På en dårlig måde. ”Du er din fars barn” – ”Du er djævlens yngel – din far er djævlen” – eller ”Vil du gerne ligne din far” (sagt med foragt i stemmen). Det var derfor vigtigt at min far, som ikke beskyttede mig mod min mor da jeg var barn, var med nu her, da jeg skulle tilgive hende.

Da vi gik op ad vejen til min mor følte jeg ikke noget, men da jeg så vinduet og vidste vi skulle ”derind” – skete der noget. Jeg tog et billede af det. Det var som om jeg skulle ”dokumentere” det, der var sket i billeder – for mig selv. Vi ringede på – min mor åbnede døren og jeg sagde:

”Hej Mor” –Jeg fik en mærkelig smag i munden.

En ”mor” – er det ikke noget man skal gøre sig fortjent til at være? Havde hun fortjent at blive kaldt ”mor”? Er en mor ikke sådan en kærlig sød en, der opdrager med fast hånd og viser en vejen frem i livet? En man altid kan komme til? En som er der for en, når lokummet brænder eller ikke brænder?

Er det ik?

Hende her havde i så fald IKKE fortjent den titel.

Hun så skør ud. Hun er skør. Hun havde helt kort hår og hendes øjne var små og stikkende.

Hun lukkede os ind. Vi måtte godt komme ind. Hun er lav. 162 – jeg er 186,6. Hun stillede sig midt i stuen og sagde KYS OG KRAM og rakte armene op mod mig agtigt. Jeg krammede hende. Følte ik noget. Gjorde det bare. Havde ondt af hende. Stuen virkede lille. Der er sket så mange ting i den stue. Jeg fik kvalme.

Hun så på mig og sagde:

”GUUUUD nej Angela – har du fået lavet noget ved dit ansigt? Hvordan er det du ser ud? Gud hvor er du grim! Du var meget smukkere før!”

WTF!!?!?! Tænkte jeg bare.

Den her MOR som HELE mit liv (det liv jeg havde hos hende) har sagt, at jeg var grim, at jeg havde grimme store øjne, at jeg havde grimme kinder, at jeg lignede min farmor, at jeg var for bla bla BLA BLA BLAAAAAAAAAAAAAAA – stod nu IGEN og sagde, at jeg var grim! – og at jeg var smukkere før?!! Hvaffor noget ”før”? Hvad fanden snakker hun om altså.

Der er ik noget ”før” – for ”før” var jeg også ”grim” i hendes optik!

Vi var der i alt i 40 minutter – og jeg tror hun sagde mellem 10 og 12 gange, at jeg var grim og ”jeg ved ikke hvad du ligner” – og ”jeg forstår slet ikke hvorfor man gør sådan noget”.

Rooooolig nu mulle. Nu er det ikke fordi jeg har fået ommøbleret hele mit fjæs vel. Jeg har fået botox i panden og i kragerynkerne og fået rettet læber og løftet mine trætte øjenlåg. Så slap nu lige af.

Jeg sagde ”Man bestemmer heldigvis selv hvor pæn man vil være”

Min far sagde ”Har du fået lavet noget ved dit ansigt? Det havde jeg slet ikke opdaget” hahahah tak far.

Min mor snakkede i øst og vest og sagde ting som ”Ja jeg fik ik lige støvsuget” – som om hun vidste vi ville komme.
Hun er VIRKELIG SKØR! Det er ligesom man ser på film, når skøre mennesker snakker om dit og dut og dat. Det er bare om at følge med i samtalen, for hvis man fastholder et emne, så kan de ”skøre” ikke følge med.

Hun sagde også, at hun var Gud. Yes yes – det er skide godt.  Hun fortalte også om en ven hun havde ”som virkelig var skør”, som hun sagde – hahaha – det er altså sjovt.

Det er jo lidt morsomt at sidde der og se på en lille grim rynket form for person med helt opsvulmet hals og mave med tjavset hår og høre på hendes underlige historier… og vide at det er ens mor.

Jeg filmede derhjemme. Jeg filmede stuen, jeg filmede det skab jeg blev lukket inde i, jeg filmede køkkenet, jeg filmede badeværelset…. Jeg følte, jeg var nødt til at dokumentere et eller andet overfor mig selv. For det var HER det hele skete.

Hun snakkede SEFØLI om ”ingen penge” syndromet! Den ting der stadig hænger fast i mig. Ikke underligt at jeg stadig har den stemme inde i hovedet. Hun taler ik om andet. Penge – dem hun ikke har, det hun gerne vil have, det hun har købt. Shit mand!

Jeg sad som voksen menneske midt i det. Og tilgav hende. Så på hende og fik ondt af hende. Samtidig er hun altså så skør, så hun slet ikke fatter noget. Som i overhoved ikke. Den er helt slukket på øverste.

Jeg sagde til hende, at det var vigtigt for mig, at det her var en afklaring for mig og ikke en åbning for, at vi skulle snakke sammen. At jeg ikke længere havde lyst til at være vred eller hade hende, fordi det jo var spild af tid eftersom hun ikke kunne mærke, at jeg var vred.

JO DET KAN JEG GODT MÆRKE ANGELA!, sagde hun.

Nåh nåh.

Jeg spurgte om hun havde nogle billeder af mig som barn, jeg måtte få.

Du skal lige vide, at min mor havde sit hjem PROPPET med billeder af mig, da jeg var barn. Flere (mange!) foto albums fyldt med mig – billeder hængende på væggen, billeder overalt. Hun DYRKEDE mig nærmest, samtidig med hun kritiserede mig, holdt mig nede, og gjorde horrible ting ved mig.

Hendes svar var: Nej jeg har pakket det ned i kælderen og så har jeg smidt ud og smidt ud og smidt ud.

Okay – det var der ikke noget at gøre ved.

Jeg kunne se, at hendes øjne var ved at ændre sig – når de gør det, så skal man helst væk. Ikke fordi jeg er bange for hende (mere), men fordi jeg ikke orkede en eller anden sindssyg scene med hun skulle stå og rive i mit tøj eller slå ud efter mig eller andet.

Så jeg sagde til min far, at jeg synes vi skulle gå. Jeg var også mættet. Jeg var mættet af indtryk, af tanker, at minder – og det var ikke til den positive side skal jeg lige hilse og sige.

Vi tog tøj på og jeg sagde til min mor at hun skulle passe på sig selv og gav hende et kram. Følte igen ikke noget. Jeg tænkte blot ”Næste gang jeg kommer her, så er det fordi du er død”

Hun sagde ”Næste gang I kommer, så kan I lige ringe først, så jeg kan få støvsuget”.

My God altså – hun fatter intet. ”Ja ja” sagde vi bare.

Min far tog videre til sin søster med toget, jeg kørte i Ikea. Det lå lige på vejen hjem. Jeg havde det egentlig fint nok. Syret ! Men fint. Tog ud til min veninde og snakkede med hende. Tog hjem, snakkede med Mong om det. Så videoerne, billederne. Havde det lidt weird men ok. Var lettet.

Næste dag kom det så!

Bare når jeg skriver det nu – en uge efter, får jeg den syge klump i halsen!
Min mor havde slettet mig fra sit liv !

Hun havde ikke ET SPOR i lejligheden af mig! IKKE ET! Mig som hun har DYRKET! – mig som hun har udsat alt det lort for! MIG som hun har misbrugt, slået, terroriseret psykisk! Mig som hun har sagt ”Jeg eeeelsker dig skat” til 100.000 gange og vist det stik modsatte. Mig som hun har givet skylden for, at hun ingen mand havde, ingen penge havde! Mig ! – hendes datter! Mig som fandt mig i alt hendes lort. Mig som har støttet hende hjem 1000 gange fra staden, mig som har forsvaret hende, mig som har været DØDSENS angst for at hun lå død inde i stuen, når jeg blev bedt om at ”blive på mit værelse”!  Mig som har brugt hele min barndom med den skøre kælling! Hun havde SLETTET mig fra sit liv!!!
Det kan man bare ikke! En mor kan ikke slette sit barn! Det var IKKE mig, der valgte at blive født! Det var IKKE mig der valgte at alle de ting skulle ske med mig! Jeg var barnet – hun var den voksne! Jeg havde RET til at gå fra hende, fordi HUN var led og ond mod MIG!

I min optik skulle hun sidde og sørge over mig – fordi jeg havde forladt hende! Hun har jo ingen venner, intet arbejde, intet! Så hvorfor sad hun ikke og savnede mig!?!?!?!?!?

Og havde billeder af mig overalt – eller bare nogle? Eller bare et!?!?

Der var INTET spor af at jeg var fandtes.

Det kunne jeg SLET ikke være i.

Jeg græd og jeg græd! Jeg HULKEDE! Jeg kunne slet ikke stoppe! Jeg er jo et levende bevis på, at hun findes eftersom at hun er min mor. Hun er et levende bevis på at hendes forældre fandtes.

Men hun var ligeglad med mig-  og hun havde det OK! Det havde hun! Altså hun er bare skør jo! Og hun er misbruger og har ikke ændret sig en skid og hun lyver og anklager alle andre for de dårligdomme der tilkommer hende. Men hun var OK – hun var ikke ”ked af mig”

Det kunne jeg slet ikke forstå!

Alle de her år har jeg spildt på at hade hende, savne en mor, være vred på hende, samle på folk der var røv hamrende latterlige, fordi jeg havde med fra barndommen at ”sådan behandler man Angela” – jeg har haft spiseforstyrrelser, været cutter, haft voldelige forhold, da jeg var ung og pis og lort. Og så sad hun bare der og var OK (ok-skør altså).

Det var et chok for mig. Jeg følte mig værdiløs og til grin. Jeg følte mig uelsket og latterlig. Samtidig kom der en følelse væltende ind over mig:

Du er simpelthen den fuckin sejeste kvinde der kan gå på denne jord

Det tænkte jeg – om mig selv.

Tænk at jeg har levet med hende der, den skøre kugle, i SÅ mange år, så intenst og tæt. Tænk på hvad hun har udsat mig for sammen med genboen! Og så er jeg ikke endt med en nål i armen eller som luder på Vesterbro, eller som morder eller som alt muligt andet pis!

Tænk at jeg ikke er blevet skør! Tænk at jeg er blevet SÅ meget andet. Så meget ud af boksen, som jeg er. Så glad for at tale om ting, så glad for at hjælpe andre, så bevidst om mig selv, værende det mine grænser i parforhold, venskaber, seksuelt eller i andre henseender.

Jeg har mine brister, jeg har mine behov for at være ALENE, eller være tosomhed med den jeg er sammen med, fordi jeg læner mig op ad ”ham”. Jeg har mit enorme behov for min træning. Jeg har brug for at samle min energi – helst for mig selv. Jeg bliver hidsig i trafikken hvis folk kører som idioter. Jeg er et menneske. Men jeg er fanme ikke skør! Det er min mor. Og det kunne jeg nemt være blevet med alt det lort hun har udsat mig for.

Nu er der gået en uge. I mellemtiden er vi flyttet over i en større lejlighed.

Det er begrænsning nummer 1 jeg har fjernet der, for ”jeg har ret til en stor lejlighed hvor jeg kan trække vejret”! Og skal ikke leve som min mor og jeg gjorde. Småt og med ting overalt!

Jeg er fri! Jeg har sat mig selv fri og jeg har sat min mor fri…. Hvis man altså kan det.

Jeg har sørget en del dage over at min mor havde slettet mig fra sit liv. Måske er jeg ikke færdig med at sørge over det.

Jeg ved i hvert fald en ting, jeg kunne ALDRIG slette mit barn fra mit liv, uanset om hun så af en eller anden grund ville slette mig. Jeg har valgt at få et barn! Hun har ikke valgt at komme til verden! Så mit barn skal altid og resten af sit liv føle at hun kan komme til mig, at hun er min nummer et – fordi JEG som den voksne tager ansvar for hende – uanset hvor voksen hun selv bliver.

Inde i mig sidder der en lille 5 årig pige, som græder. Hun græder fordi hun bare vil have en mor. En ægte en af slagsen. En som tager sig af hende, synger for hende, trøster hende når hun er ked af det og griner med hende når hun er sjov, siger til hende at hun er stolt af hende og dygtig, når hun kan noget. Jeg får aldrig den mor. Det er slut, det er passé, hun har aldrig været der og hun kommer aldrig til at findes….. Så jeg må være min egen ”mor” og passe på mig selv – både når der er op og nedture.

Jeg har en mor, og jeg kan takke hende (og min far) for det menneske jeg er blevet. Jeg kan give dem begge skylden for det dårlige men så sandelig også for det gode jeg er blevet til i dag. Jeg kunne sagtens se nogle træk hos min mor da jeg kom hjem, som jeg har taget med. Den måde hun grinte af sig selv på, den måde hun bare ”underholdte” og var ”på” – alt har ikke kun været dårligt. Det er det vigtigste at huske på for mig, når jeg tænker tilbage på min barndom.

Tak fordi du læste med.

Links til de andre blogs er her

http://angelasilverfox.dk/min-opvaekst/du-maa-ikke-gaa.html

http://angelasilverfox.dk/ansvar/ild.html

http://angelasilverfox.dk/andet/spiseforstyrrelse/du-skal-goere-hvad-de-voksne-siger.html

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

http://angelasilverfox.dk/min-opvaekst/du-maa-ikke-gaa.html

http://angelasilverfox.dk/ansvar/ild.html

http://angelasilverfox.dk/andet/spiseforstyrrelse/du-skal-goere-hvad-de-voksne-siger.html