Forklar-mig-røv

BildækDen 20. November (3 dage siden) postede jeg dette billede – og skrev denne tekst:

”Jeg har taget 12 kilo pga min smertestillende medicin gennem de sidste 8 mdr. Det er så tydeligt at det hele har sat sig på mave og i “bildæk”siderne samt lårene og lidt armene. Mine markeringer på maven er history. Alligevel takker jeg min stakkels krop HVER DAG for at bære rundt på mig og kunne gå og stå og træne det jeg nu end kan! 
Elsk dig selv som du er. Det nytter ikke noget at skælde ud på hverken dig selv eller din krop. 
? Hav en fantastisk dag <3”

Jeg kunne ikke blive meget mere misforstået end jeg gjorde, da jeg postede dette billede og denne tekst.

Min MENING med denne post og dette billede var faktisk at poste en Personlig Træner (mig) som IKKE er knivskarp (længere) pga noget medicin, men forklare at man STADIG kan være glad for sin krop, selvom man ikke står med mavemuller.

Det var det.

Det var KUN det. Jeg får nemlig engang imellem nogle små sirlige bemærkninger om, hvad jeg egentlig kan som Personlig Træner, når jeg ”selv er så blød” eller når jeg selv ”har taget på” (ja fitnessbranchen er hård) Når folk ser mig udefra og ikke ved, at jeg har taget på pga medicin har nogle sagt, at de har tænkt, jeg var begyndt at lide af overspisning og alt muligt (i min verden) ævl.

Derfor tænkte jeg – Se her – her er jeg uden mavemuller og med ekstra af det hele fordelt henover kroppen og jeg har det stadig godt.

Men nej – jeg fik at vide, at jeg ikke havde bildæk. Det skrev jeg faktisk heller ikke at jeg havde, jeg skrev at det var i det område jeg havde taget på – hvordan faen skulle jeg ellers forklare hvor det sad? Hvis jeg havde skrevet ”lovehandles” havde folk jo skrevet ”du har ikke lovehandles”.

Dette billede og denne tekst blev opfattet af rigtig mange som et råb på opmærksomhed og ros. Altså at jeg ville have at alle skulle sige ”Du ser stadig dejlig ud”. Det var det bare ikke! Så havde jeg nemlig IKKE skrevet teksten ”Alligevel takker jeg min stakkels krop HVER DAG for at bære rundt på mig og kunne gå og stå og træne det jeg nu end kan! 
Elsk dig selv som du er. Det nytter ikke noget at skælde ud på hverken dig selv eller din krop. 
? Hav en fantastisk dag <3

Jeg fik endda en kommentar af en jeg ikke kendte som skrev ”Styr dig” – jeg sendte 3 spørgsmålstegn tilbage og han svarede ”Du vil jo gerne have alle skriver du ser godt ud og ikke ser spor tyk ud – og det er også sandt, så nyd livet og tænk ikke så meget  på hvor godt du ser ud. Personlighed er meget vigtigere, siger den gamle mand”

Jeg tænkte bare ”Ja du kender mig så slet slet ikke” – og svarede ham tilbage at jeg synes, han skulle læse lidt om mig på mine 2 websites.

Det her er et PERFEKT billede på hvor forskelligt vi opfatter verden!

Så mange der misforstod mit budskab, som i MIN verden er helt klokkeklart (pga teksten). Jeg kunne også bare have postet billedet –og så ville nogen sidde og tænke ”Hvor er hendes mavemuskler henne?” – ”Er hun Personlig Træner – jeg er da meget mere hakket end hende” etc.

Det er derfor så vigtigt, at vi alle sammen PRØVER, at sige ”Jeg synes” – når vi siger noget. Når vi har en holdning til noget.

Jeg SYNES ikke jeg har BILDÆK! Jeg har højst en cykelslange. Jeg SYNES ikke, jeg er tyk! Men det syntes jeg sjovt nok dengang jeg vejede 40 kg mindre (ret sygt at tænke på egentlig). Jeg synes, jeg er fin som jeg er. Fakta er blot, at jeg har taget 12 kilo på og selvfølgelig kan de ses. På tøj og i spejlet. MEN jeg har det godt med det. Både fordi jeg ikke kan gøre noget ved det, men også fordi jeg er taknemmelig over, at jeg er i live og har en krop der trods ALLE de skader jeg har, stadig kan gå og stå og træne (lidt anderledes, men den kan stadig træne).

Så når folk skriver ”DU har ikke bildæk, du ser godt ud”(eller noget i den stil) svarer jeg ”Tak”, men mest af alt har jeg lyst til at skrive ”Det synes jeg heller ikke selv, det var for at beskrive hvor kiloene sad”. Men det er lidt provokerende at svare sådan, når folk skriver noget sødt til en.

Jeg vil vove at påstå at verden vil blive et bedre sted, hvis vi alle sammen

  1. bliver nysgerrige på os selv og andre , altså spørger ind til ”Hvorfor gør/mener du det?”
  2. siger ”jeg synes” eller ”i min verden” når vi udtaler os om noget

Prøv bare at have EN dag, hvor du siger ”jeg synes” hver gang du udtaler dig om noget:

”Preben han er sådan en der altid larmer”

I stedet siger du

”Jeg synes, at Preben er sådan en der altid larmer”

Eller

”Ham der Morten er altså pissesmart altså”

I stedet siger du

”Jeg synes, ham der Morten er pissesmart altså”

Der går VIRKELIG noget af brodden af den måde, man udtaler sig om andre på.

Du tager lige pludselig ansvar for at det er DIG, der synes han/hun er smart eller en idiot.

Man kan sige, at reglen helst skal gennemtvinges, når det er et negativt ladet budskab, for det her med at konstatere positive ting er jo lidt mere okay at proklamere:

”Hun er vildt flot”

Eller

”Jeg synes hun er vildt flot” – det giver lidt det samme, fordi det er positivt.

Jeg er desværre ikke skræmt væk fra at poste alt mit pis endnu – med stor fare for at blive misforstået igen!  Men nu ved du, hvad JEG mente med den tekst og med DET billede.

Ham der postede sit ”Styr dig” har slettet sine kommentarer. Men jeg tog et skærmprint af det – haha – og også af mit svar, hvor jeg blandt andet skrev ”Hvis jeg ville have folk til at slikke røv på mig eller mit udseende, så ville jeg have postet et helt andet billede, tro mig”. Og det er også sandt.

Håber alle får en dejlig dag.

Prøv det her med ”Jeg synes” i dag – bemærk hvor mange gange du faktisk kan sige det i løbet af dagen, og hvilket indtryk du i stedet giver på folk. Det er meget mere ansvarsfuldt og roligere i udtrykket, når du putter ”Jeg synes” foran din mening/holdning.

Det synes jeg i hvert fald 😉

Tak fordi du læste med.