Fakta og Faxe Kondi

Der var tilbud på Faxe Kondi – en ramme dåser for 65kr – i Fakta. ”Det skal jeg da ha´” tænkte jeg, men vidste godt det var lidt af et sats. Jeg skulle nemlig også have appelsiner og rodfrugter og brød. Så det var mange ting at slæbe, og jeg havde ikke min bedstemor-indkøbsvogn på hjul med. ”Men det er jo kun ud til bilen, der ikke så langt” – var min konklusion.

Så ned i den rullende kurv med mine varer, op og betale og så fik jeg varerne ned i posen og skulle så bære Faxerne på begge underarme, som sådan en hyldeknægt. Jeg gik afsted og tænkte ”Det går fint” lige indtil jeg mærkede noget tungt ned på min fod.  Jeg havde igen mistet kræfter i højre arm – og uden at bemærke det tabt alle faxerne ned på jorden og ned over min fod. Plasticet var gået i stykker ved faldet, så der lå nogle dåser og rodede rundt på jorden. Jeg prøvede desperat at samle det hele igen, mens armen var helt død og ikke helt kunne reagere på det, jeg gerne ville have den til. Faktaflaske-drengen kom løbende ud og hjalp mig. Han kunne godt se at tårerne var tæt på at rulle, så han sagde, at det var ok og hentede en ny kasse faxe til mig og hjalp mig med at rydde de tabte dåser op. Han hjalp mig ud i bilen med dem, og jeg sagde 1000 tak for hjælpen – for det hele. Mit håndled i den anden hånd skreg af smerte fordi jeg ville prøve at bære det i den hånd istedet. Ja det lyder helt skørt, men den ene arm mister jeg kræfter i og den anden hånd er også ødelagt pga. det første uheld jeg var i ud af 3 stks i alt.

Jeg satte mig ind i bilen og begyndte at stortude. Pludselig følte jeg mig som de ældre mennesker, der taber noget, glemmer noget og folk vil så gerne hjælpe dem, fordi man får ”ondt af” de ældre. Jeg følte mig udsat og udstillet. Jeg havde INGEN kontrol over situationen. Min arm svigtede bare. Den kunne bare ikke bære de skide dåsesodavand. Jeg var RASENDE indeni. Ikke på mig selv eller på nogen. Bare over situationen.

Fordi en eller anden klaphat ikke kunne køre ordentlig bil for snart 2 år siden, så skal jeg gå og tabe ting uden kontrol, have ondt i nakken HVER dag, ondt i kroppen HVER dag, vågne med smerte og jag i venstre ben HVER nat, blive fyret fra mit daværende job, tage hensyn til, at jeg skal have tid til at sove i løbet af en arbejdsdag som er langt kortere end andres for at være frisk til at klare hverdagen, falde i søvn på sofaen mellem 20.00 og 20.30 de fleste aftener (Mikkel min kæreste har set mange film færdige til lyden af min sofasnorken), fylde mig med piller, aflyse aftaler pga. manglende overskud, miste veninder eller venner fordi man aldrig ser dem, have solbriller på i gråvejr pga. lysfølsomhed, ikke kunne lave mad eller vaske op uden at være ved at skrige af smerter i nakken pga. hoved/nakkestillingen, hovedpinen der presser sig på ved for høje stemmer, uro i kroppen ved for mange mennesker samlet på et sted, fordi der er for meget larm og ”indtryk”,  gå på smerteklinik, ikke kunne gøre rent selv uden det tager flere timer, bruge penge på diverse alternative behandlinger – og rend mig. Jeg kunne blive ved! Jeg har fået et usynligt handicap, som ingen kan (eller skal) tage hensyn til, fordi de ikke kan se det! Ingen kan se det. Men faktaflaske-drengen og de andre kunder kunne jo godt se, at der var et eller andet helt galt. Sådan en kvinde midt i 30´erne i træningstøj (havde lige været på arbejde) som taber dåsesodavand og først opdager det, når de er faldet ned – så er der noget galt.

Jeg skal kæmpe ENDNU hårdere med min træning, fordi de smertestillende piller jeg, får gør en tyk, doven og træt. Min hårdhed i musklerne er ikke-eksisterende, fordi den næsten er umulig at få med de piller jeg tager. Det er SÅ heldigt, at jeg elsker min træning og altid har trænet, så det er helt naturligt for mig at bruge lang tid i træningscenteret. Men genoptræningsøvelser er (ja sorry) pænt røvsyge at køre i stedet for at give den gaz med den ”rigtige” træning, så jeg skal altså også nogle gange lige tage mig sammen for at synes, det er skide sjovt at lave tyve ROOOOOLIGE nakkeøvelser med hovedet i hænderne.

Jeg taber tallerkener, når jeg vasker op – uden at ane det, førend de er smadret. Jeg har tabt en kop varm the EN gang, men har nu lært at den skal bæres i den anden hånd. Forholdsregler forholdsregler og forholdsregler all the time.

Man gider ikke snakke om det. Man gider ikke lyde negativ. Man vil bare godt være glad og leve et så normalt liv som overhoved muligt. Det vil man bare gerne. Problemet er, når folk IKKE kan se, at du er syg indvendig, så tager de ikke de samme hensyn som, hvis jeg fx gik med halskrave hele tiden eller gik med stok eller andet. Så folk forstår det ikke på samme måde. – og det er forståeligt, men derfor har man i mit tilfælde bare nogle gange behov for at fortælle ”Jeg har altså RIGTIG ondt i dag, OGSÅ selvom jeg smiler og er glad og er på facebook og poster positive ting”.

Facebook er happybook (i min verden). Jeg gider ikke poste ”Fuck en lortedag, jeg hader min nakke, jeg skærer snart mit hoved af og bærer det i en plasticpose, for så slipper min nakke for at holde det oppe”! For hvem gider læse sådan noget negativt pis. No-one! Jeg gider i hvert fald ikke.

Men når folk skriver til mig ”Du ser så lykkelig ud” eller ”Du ser ud til at have det meget bedre”, så får man lyst til at skrive ”Ja det er et skide godt billede det der – retouchering er min ven”. Eller når folk siger ”Hvorfor er du så ikke så hakket, når du siger man bare skal spise og træne sådan og sådan for at blive det”, så har jeg lyst til at stikke dem indlægssedlen på de piller jeg kører, og så er jeg sikker på de vil klappe i deres små hænder over, at jeg ikke har taget 15 kilo på og ikke ligger hjemme på sofaen mandag til søndag.

Hvorfor skriver jeg så denne blog? Det gør jeg fordi, jeg ved der er SÅ mange, der har det ligesom mig. Som også har været i biluheld, og har fået piskesmæld og diskusprolapser og som ser ud til at ”leve normalt” – og jeg ved folk går og sætter spørgsmålstegn ved om den her person overhoved har så ondt.

Og JA det har vi. Desværre.

Når jeg giver nogle en af mine piller, hvis de har rigtig ondt et eller andet sted, så savler de og får uro i kroppen og får kvalme og bliver svimle. – dem tager jeg så 3 af om dagen, og 2 andre piller, og 2 andre igen og så engang imellem ½ sovepille også. Og jeg savler ikke og er helt ikke svimmel. Min krop BRUGER de smertestillende, fordi den har brug for dem.

Og når folk snakker erstatning, så er der nogen der tænker ”Årh ja hun fik sq da 50.000kr – det er sq da fedt” – øhm nej! Det er overhoved ikke fedt. For de giver mig IKKE min følelse i armen tilbage, de får mig ikke til at slippe pillerne, som min krop bruger, de får mig ikke til at leve uden smerter.

Jeg håber, at folk vil respektere de mennesker, der har ondt, men som kæmper hver dag for at opretholde et normalt udseende, et normalt liv – men som er nødt til aflyse aftaler pga. smerter, træthed eller manglende overskud, eller som er nødt til at trække sig tidligere fra middagsselskabet eller kaffeaftalen. Sådan er livet bare.

Jeg ved, vi gør, hvad vi kan – os der har de her lortesmerter. Jeg tror og håber stadig på et liv uden!

Vær glad for dit liv – hver dag. Du har kun det ene! Elsk hvert minut du kan trække vejret i, gå på dine ben, bruge dine arme, kramme dine børn og familie. Livet er for kort til at gå og mugge alt for længe ad gangen.

Hav en forrygende weekend  nu vil JEG gå ned og træne genoptræning.   Hurrah for livet   Tak til min kæreste, mine veninder og venner for, at I stadig er der og udviser forståelse.