Eksamen i livet

tillykke

Forestil dig det her: Sanne er født i en pæn by i Danmark. Mor og far er sammen.  Sanne klarer sig fint i skolen, er en af de okay populære piger og har kun de sædvanlige problemer med bumser, hår på benene og drengene der driller. Sanne kommer i gymnasiet og får en sød kæreste. Sanne vil rigtig gerne hjælpe mennesker som har det dårligt. Sanne vil gerne være psykolog. Sannes kæreste slår op med hende, fordi han hellere vil have en af de andre fra klassen. Det er Sannes første egentlige møde med den virkelige verden, hvis jeg må være så fri. Sanne kommer sig over bruddet og får en ny sød kæreste inden længe. Sanne består sin studentereksamen rigtig fint og kommer sørme ind på Uni på sit drømmestudie; psykologi. Sannes forældre køber en lejlighed til hende, så hun ikke behøver at bo på kollegie. Sanne klarer sig fint på Uni og kommer godt igennem eksamener og synes at emnet er meget spændende.

Hvor meget ERFARING har Sanne med ”livet”?

I min optik; ikke særlig meget. Hvis hun skulle til eksamen hos mig, ville hun helt sikkert få 02.

Men hun har fået en flot titel. Sanne er nemlig blevet psykolog.

Fedt! Sanne skal så ud og hjælpe alle de her ”sørgelige” eksistenser med alle deres mere eller mindre problemer i livet.

Problemet (synes jeg) er bare at Sanne på INGEN måde kan vide, hvordan det er at have alle de her MEGET ”afvigende” følelser.

Hvis jeg fortæller Sanne, at jeg har haft tanker,  som ret ung (barn), om at skære min mors øjne ud med et barberblad, hvad tror du så at Sanne vil tænke? Hvilken diagnose tror du hun vil give mig? Hun vil i hvert fald være 100 om end ikke 1000 gange hurtigere til at ”dømme” mig TRODS HENDES FINE TITEL end en der selv har været udsat for EN MASSE lort fra ens forældre, tror du ik?

Jeg tror! Jeg har siddet, hold nu fast, hos 19 forskellige psykologer gennem mit liv. 2 af dem – ja der står 2! var gode. Den ene bedre end den anden, men det er en helt anden blog.

Når du sidder og skal FORKLARE et andet menneske, hvordan det er at have en trang til at SLÅ et andet menneske, når du skal forklare alle de der (i andre menneskers optik) syge tanker, fordi man har været udsat for noget, som INGEN børn fortjener, til et menneske som Sanne, så føler man sig fanme endnu mere forkert.

Især når idioten (undskyld mig) så spørger (gang på gang) ”.. Nåh Angela, hvordan vil du så selv tolke den tanke” – Hold nu kæft, altså, er det dig eller mig der får 900kr i timen for at sidde her? Eller ”Hvordan har du det så med det?” AAAAAAAARRRGGGHHH – jeg har det sq da pisse dårligt! Er det måske normalt at sidde og have lyst til at skære i sig selv, eller kaste op eller sulte sig eller æde sig en pukkel til eller være afhængig af slankepiller, eller finde total fucked up kærester? Nej vel? NÅH!

Da jeg havde bulimi, så sad hende den ene psykolog KUN og snakkede om hvad jeg havde spist. Så gik den time ligesom ret hurtigt, for jeg åd satme meget!

Jeg var lang tid om at fortælle til nogen, at jeg var blevet misbrugt som barn. Det har du måske læst i en anden blog, og for de sarte sjæle skal jeg nok lade emnet ligge. Det eneste jeg vil sige er bare, at jeg sad gang på gang og tænkte ”Kan du ikke engang regne det ud!” Jeg gad ikke sige det til de her mennesker med ”fine titler”, for hvis de var så pisse dygtige, så havde de vel nosserne til at SPØRGE mig! ELLER afsløre når jeg løj.. men næh nej.. de sagde ik noget, eller også lod de mig lyve. Velvidende at jeg vidste, at de vidste, at jeg løj. Det bliver vist ikke meget mere kikset, gør det? Når man så får akt-indsigt i diverse filer om en, så tænker man bare ”Ja ja det er flot observeret det der” – der står en masse ord, som DE har fundet på, så det ser ud som om, at de rigtig har gjort deres arbejde perfekt.

Jeg magter det ikke!

Men det er de her mennesker vi – ALLE – sætter vores lid til Ja jeg gør ikke! Det har jeg ikke gjort nogensinde. Jeg sætter min lid til de mennesker, jeg kan MÆRKE har noget erfaring, som jeg kan respektere – og så fuck om de har fine titler! Jeg kan respektere mennesker, der kan stå ved, at de sq er for ”dumme” til at være ”kloge på mennesker” eller som er ærlige og spørger. I stedet for at sidde der med alle deres kloge bøger, som fortæller ”om sådan en som mig”, og om ”hvordan jeg så nok vil reagere” pfff! Fordi at PROCENTDELEN af alle undersøgelser siger sådan og sådan, så er det nok rigtigt. Jeg vender mig lige i den grav, jeg ikke ligger i endnu.
Det er simpelthen til grin, at vi har et samfund der behandler spiseforstyrrede på den måde, som vi gør. Det er til grin, at vi sætter vores lid til medicin, når vi har med depressioner at gøre. Det er til grin, at vi lader ”skrivebordspsykologer og terapeuter” arbejde med folk, der har været udsat for incest og vold og overfald.
Det er det i min optik – til grin!

Jeg har taget en diplom uddannelse som LifeCoach for at have noget ”på papiret” men ærligt, så vil jeg sige at min erfaring med at hjælpe MIG SELV videre fra alle mulige FUCKED UP ting er 100 gange bedre end 25 psykolog uddannelser til sammen.

Jeg har været SÅ meget igennem og er kommet SÅ meget videre på den anden side, så jeg kan sætte mig ind i HVER en følelse, folk end måtte have. Jeg kender til at være SÅ bange for at miste et andet menneske, at man kan ligge i fosterstilling og græde og tro verden går under, jeg kender til at HADE så meget, at man bliver SORT indvendig, jeg kender til at være SÅ ulykkelig over det svigt, der er foregået, da man var barn, at man tænker Hvad fanden skal jeg leve for? Jeg kender til at blive konfronteret med det VILDESTE; nemlig at få en datter! – når man selv var datter af en sindssyg mor. Jeg har skulle bevise ALT overfor – hmm kan man kalde det universet(?) om at jeg kan være en SÅ meget bedre mor end min mor var. Jeg har lært at designe mig selv, som den person jeg gerne vil være. Det har satme taget mange år, men jeg er ved at være der. Det er få mennesker jeg respekterer, for jeg kan se lige igennem folk. Om de lyver, om de er falske, om de er gode mennesker etc. Jeg har ikke taget fejl endnu. Dermed ikke sagt at jeg gennem mit liv ikke kommer til at tage mennesker ind, hvor jeg godt ved, den ikke er helt god, måske pga. medlidenhed, men det er dog med det for øje, at det er på lånt tid – og for at hjælpe dem videre. Men for det meste har jeg altså kun mennesker i mit liv, som jeg ønsker skal være der – ægte 😉

Og hvordan skal jeg kunne tage en eksamen i alt det her? Det kan jeg jo ikke. Jeg har læst ENORMT meget psykologi, da jeg var ung. Det har klart hjulpet mig til at psykoanalysere mig selv på mange planer. Jeg har læst om spiseforstyrrelser, vold, incest, børnepsykologi, angst og skam. Og jeg har mærket det HELE på egen krop.

Derfor vil jeg mene, at Sanne er et godt menneske. Hun vil gerne hjælpe andre, men jeg har virkelig svært ved at se, hvordan hun, trods sin fine titel, nogensinde skal kunne sætte sig ind at nyde følelsen af at få ens mor til at tabe i en slåskamp, eller frygten da man løb hjemmefra med de ting man kunne bære med sin mor i hælene…..

Det tror jeg er umuligt.

Så TILLYKKE til alle de søde mennesker med de fine titler – i min optik har du først bestået, når du kan sætte dig ind i, hvordan dine klienter har det.

Tak fordi du læste med. <3