Du ser da ikke syg ud!?

At leve med smerter, man ikke kan se er meget sværere end jeg troede. Jeg har ellers været rigtig god til at sætte et godt pokerfjæs på det meste af min barndom og også ungdom, for at dække over de smerter jeg havde i sjælen, om man vil.

Men det her er noget andet. Her dækker jeg ikke over noget, som jeg ikke ønsker andre skal vide, her kan man bare ikke se, at jeg har ondt. Dem der kender mig godt, kan godt se de slemme dage, men ellers er der ikke noget at se på mig. Jeg går måske lidt underligt nogle gange og sidder uroligt på stolen, hvis jeg skal sidde for længe, og har lidt røde øjne pga hovedpine/lysfølsomhed.. men det er også det.

Jeg har nu levet med piskesmæld i over 1.5 år. Jeg ønsker ikke at sygeliggøre mig selv, da det er det sidste jeg ønsker at være – syg! Jeg har selv siddet i forsikringsbranchen i mange år og har hørt på flere historier om kunder, som var kommet til skade, ligesom jeg gjorde. Jeg har også hørt på mange meninger om, at folk løj omkring deres smerter – og det er der helt sikkert også en del der har gjort for at få penge fra forsikringen, men nok langt fra alle. Og jeg skammer mig lidt i dag over, at have været så streng og mistroisk overfor folk med de usynlige smerter.

For jeg har ondt. Hver dag. Uden undtagelse. Jeg gider ikke snakke om det, jeg gider ikke brokke mig over det, men smerterne er der. Jeg har grædt meget over det, og jeg har været sur og gal på livet, og jeg har syntes det var uretfærdigt, at det lige var mig det skulle gå udover. Min kæreste og jeg har også haft vores ture, fordi jeg bare har været så nedslået og ulykkelig -og det er svært for ens kæreste ikke at kunne gøre noget, for man kan ikke bare trylle det væk med en biograftur eller andet. Mit sociale liv og mit overskud er sat ned med mere end 50%, hvilket mine veninder i hvert fald har kunne mærke. For vi ses ikke på samme måde, jeg tager ikke teten op på samme måde mere eller spørger ind til dem, som jeg før har gjort. Jeg bruger min energi på mit fantastiske arbejde, som virkelig giver mig noget mentalt. Og på min datter, kæreste og hund. Og så er der altså ikke rigtig mere at give af. Det er ikke med min gode vilje. Sådan er det bare.

Jeg skal genoptræne HVER DAG! Nogle dage går jeg helt i sort, når jeg STADIG ikke kan mærke min triceps overhoved eller når min arm bare visner under en øvelse, eller nakken spænder op, så jeg skal ligge på gulvet og ”vække” den igen eller alt lys bare skær i øjnene som knive. De dage jeg IKKE får trænet, ja de udløser så MEGA smerter dagen efter, så træning er vejen frem for mig. Den rigtige træning. Den hvor min hjerne og krop arbejder sammen.

Min hverdag består også af et hav af piller, som bliver reguleret fra smerteklinikken, jeg er tilknyttet. De får mig til opretholde en hverdag, hvor jeg kan smile, selvom det gør ondt.

Jeg får botox i nakken og i øverste del af panden oppe ved hårgrænsen. Det hjælper også på spændingerne i hovedet og i nakken.

Jeg går til en fysioterapeut, der forstår mine skader og giver mig gode øvelser.

Og ja alt det betaler jeg selv.

Derudover har jeg et arbejde, som jeg nu selv kan regulere. Dvs. jeg kan tage hvilepauser i løbet af dagen og er ikke tvunget til at være ”på” x antal timer ad gangen. Jeg kender mine begrænsninger, og lægger pauserne ind efter det. Godt jeg har mit kontor, som også bliver brugt til hvileplads.

Jeg elsker mit liv. Jeg er nødt til at se på de positive ting i hverdagen hver eneste dag. For at leve med usynlige smerter er noget af det sværeste. Jeg føler ofte, at folk tænker ”Arj hun lyver, hun ser jo frisk og frejdig ud” eller ”Hvorfor kan hun træne, hvis hun har ondt”… og det kan jeg, fordi det er kontrollerede løft. Alt hvad jeg laver i mit arbejde og i min egen træning er kontrolleret. Alt! Men en indkøbspose af ukendt vægt, opvasken (hvor hovedet er bukket – det tricker det hele HELT vildt på mig), madlavning (igen hovedet bukket), huslige opgaver som støvsugning osv(unaturlige vrid) og sociale arrangementer hvor der er mange mennesker og lyde på en gang i for mange timer ad gangen, eller middage, hvor jeg skal sidde på samme stol for mange timer ad gangen og lys der tricker lysfølsomheden..  er ikke noget jeg kan kontrollere.. og derfor er hverdagen til tider en svær en at komme igennem, HVIS JEG IKKE HOLDER FAST I DE POSITIVE TING.

Jeg vil så gerne hjælpe andre videre med deres piskesmældsskader. Hjælpe dem til at se, at der er en vej frem – med en tro på, at dit liv godt kan leves ”bedre” end at gå og være ked af det der er sket. For et liv med usynlige smerter skal ikke sygeliggøres.

Man skal bare have nogle mennesker omkring en, der forstår, hvad man lever med. Man skal kunne bede om hjælp på de dumme dage. Man skal forklare de nærmeste at i dag er jeg lidt mut fordi ”det er en af de dage”. Og så skal man ellers holde hovedet højt!

Jeg trøster mig ved tanken om, at livet kunne være meget værre. Jeg kunne fx have mistet et ben. Så kunne jeg jo ikke træne hacksquat. Det ville dælme være surt.

Smil til verden og den smiler til dig.

Tak til min kæreste, datter, min far, venner og veninder og familie for at være så søde og tålmodige. I er og bliver noget specielt!

Tak fordi du læste med!!