DU HAR SELV VALGT DET!

duckfaaaceJeg bliver seriøst skør ! Ægte i virkeligheden! Hvorfor er det, at man tror, at man ejer et andet menneske såsnart man er i et parforhold? Jeg har selv været der ! 100 gange! Både været den som ville bestemme og også den der blev bestemt over.

Det er seriøst skørt!

Jeg kan godt lide podcasts  – især Mads og Monopolet.. Og hvad der ikke kommer ind af spørgsmål om det er ”OK” at manden tager på skiferie eller at konen tager på Ibiza tur – og hvem der så skal ”passe” børnene (mænd passer deres børn, kvinder har dem bare – hahaha det er altså så sjovt, men ret almindeligt i snakken) det er ikke småting.

Hver gang jeg har været i et forhold – har jeg glædet mig til at blive single!

Det er helt skørt! Jeg har elsket (tror jeg) alle mine eks kærester i visse tidspunkter af vores forhold. Men jeg har lidt for ofte glædet mig til at blive single. For at slippe for uvenskab, for at slippe for at blive bestemt over, for at slippe for at have lyst til at bestemme over ham, for at slippe for at være bange for at blive forladt, for at slippe for hans sure miner, for at slippe for hans sure tæer, for at være alene.

Det SJOVE er jo – at jeg SELV har VALGT at være i den situation jeg end har været i. Jeg KUNNE lade være med at være irriteret over, at HAN hellere ville være sammen med sine venner fx

Det handlede i bund og grund om at følte mig fravalgt. At ham JEG havde valgt – valgte noget andet end mig i en pågældende weekend, aften eller uge. Men i realiteten er jeg ikke fravalgt – han har bare tilvalgt noget i hans liv – og må han ikke det? Jeg har gang på gang ”ladet være med” at lave aftaler, tage i byen osv osv fordi jeg HÅÅÅÅÅÅÅBEDE på at min kæreste ville være sammen – eller ikke skulle noget ”så vi kunne ses”!

Spændende pige ellers…..(zzz)

Hvor mange gange er jeg ikke  blevet mega irri, fordi han så har ringet og sagt ”Hej Skat, nåh jeg tager lige ud til mine forældre og hygger” eller ”Mig og Karl skal lige i biffen – og så tager vi nok ud og tager en øl bagefter” – og jeg har skulle lyde cool og ”okay med det” fordi jeg jo UDMÆRKET godt har vidst, at jeg på ingen måde kunne tillade mig at være sur over, at han havde et liv. Jeg har bandet mig selv langt væk, fordi jeg IKKE har lavet en anden aftale selv eller lagt ansigtsmaske eller gået i gang med at vaske tøj eller gået i gang med et eller andet andet som jeg elsker, fordi jeg er og bliver IKKE en person, der keder mig. Men blot fordi jeg jo gik og HÅÅÅBEDE på, at idioten (det var jo mig der var idiot og ikke ham, men det er federe at kalde HAM idiot haha) ville sige at VI skulle ses, så blev jeg til ”hende der ventede”. GAB MAND!

Så har der også været den ANDEN situation! Nemlig at have kærester som sad ude foran trappen, når man åbnede døren. Som var over en HELE tiden! Som altid kunne ses! Som aldrig ville lave noget uden mig. Som bestemte hvilket tøj man skulle have på, hvem man måtte snakke med, om man måtte gå i byen, og Inviterede mig med til alt, accepterede jeg var en af ”drengene” (….Det elskede jeg nu rigtig meget- og det gør jeg stadig! ELSKER at være en af drengene – for det ER jeg altså- patter eller ej! så den sidste her var faktisk meget god ahhaah) )

Men for helvede. Jeg var ved at brække mig over, at de ALTID kunne ses. At jeg aldrig kunne være alene og slå en skid og være grim. Jeg mener jo til fulde, at vi kvinder skal være det flotteste trofæ for den mand vi end er sammen med. Dvs være den bedste og lækreste udgave af os selv – for såvidt muligt. Så jeg vil rigtig gerne være alene nogle gange så jeg bare kan være røv grim!

Tilbage til pointen! Når man så er i parforhold så virker det som om, at man ejer hinanden.

Jeg må simpelthen bestemme om min kæreste (bemærk ordet MIN – det er sq nok der det hele går galt, fordi vi siger MIN kæreste) MÅ tage ud med drengene – eller han må bestemme om jeg må tage ud med mine veninder/venner?

Arj! Nej nej nej!

Og hvornår man skal komme hjem fra byen og hvilke billeder man poster og hvem man har af venner og veninder, og om han liker Lailas billeder, og om man snakker med sin eks eller ej.

Jeg er ved at kaste op over mig selv, når jeg tænker på, hvordan jeg har ageret i tidligere forhold! Og fordi jeg selv har været ”sur” over et eller andet pis, så har jeg jo HELLER IKKE SELV kunne gøre det samme, selvom jeg ønskede det.

Det går jo ikke, at man siger ”DU må ikke snakke med alle dine gamle lækre bolle veninder” og selv have et hav af drengevenner som man egentlig også gerne ville i byen med.

Så jeg har gang på gang sat mig selv ned i en kasse- som jeg ikke gad være i egentlig – fordi jeg OGSÅ ville sætte min kæreste ned i en kasse – som han helt sikkert heller ikke gad være i!

…..og så sad vi der i hver vores kasse- og jeg kan jo kun snakke på mine egne vegne, men dernede i den kasse – så sad jeg sq og glædede mig til at blive single.

HUSK PÅ – det var mig selv, der havde bygget kassen (for både han og jeg) ved at stille regler op – og/eller acceptere hans regler – JEG HAVDE SELV VALGT DET! OG JEG GAD IKKE VÆRE DER. Pisse flot gået!

Jeg savnede at være single – Ikke fordi jeg skulle ud og knalde her og der (det er ik lige mig) – men fordi jeg så kunne komme i byen med mine VENNER og poste de billeder jeg ville og grine HØJT af en eller anden lam mandejoke – uden at jeg skulle have at vide ”at du flirter altså når du griner af sådan noget!” — STOOOOP!

Hvem forelskede du dig i?

Ham der sad og gloede ind i væggen i hjørnet på diskoteket eller ham den friske fyr med lækkert hår og en gnist i øjet? – eller hende der stod i en alt for stor gammel tshirt og forvaskede leggins og udvoksning i håret? Eller hende der stod og fniste højt med sine veninder og som mændene gloede langt efter?

Hm jeg ved godt hvilken slags fyr jeg er blevet forelsket i, når jeg er faldet for nogen. Og det er IKKE ham i hjørnet!

Sandheden er, at jeg har formentlig været så bange for at miste det fine trofæ jeg nu havde ”fået” så jeg gerne ville pille alt det der ud af ham – så jeg havde ham for mig selv.

Eller i hvert fald kunne jeg styre hvor meget han så kom ud, HVIS nu at han ikke gik til så mange ting, for så fik han da færre valgmuligheder ( =andre piger han kunne TILVÆLGE i stedet for mig).

Eller hvis han ikke postede 100 billeder på diverse sociale medier, så var der færre tøser der kunne skrive til ham /give ham opmærksomhed.

Men hallåh!

Kan jeg selv styre det?

Kan jeg selv smide 500 billeder op – patbilleder, duckfacebilleder, have drengevenner, gå i byen,, snakke med ekskærester osv. UDEN at jeg gør noget som jeg ikke må ift det at have en kæreste?

Kan jeg lade være med at svare ”heeejzzaa” tilbage til de der lumske stoddere der ligger og skriver?

Kan jeg sige nej tak til tilbud i byen?

JA det kan jeg!

FEDT NOK!

Så mon ikke jeg skulle sætte mig selv fri – og stole på at DEN ANDEN kan gøre fuldkommen det samme som jeg kan– og OGSÅ kunne tackle det på samme måde?

Jo det tror jeg nok!

Det her med at blive til grin fordi ens kæreste render og laver lort i den – er jo i bund og grund ikke din skyld – det er jo hans eller hendes egen. Hvis de gerne vil ”have noget andet” eller ”lave noget andet” så gør de det jo uanset, hvor meget de er på Facebook, snapchat osv. Hvis man VIL lave noget andet, så gør man det.

Når man sætter den ANDEN fri og SIG SELV FRI – så er jeg 100% overbevist om, at man får det aller bedste parforhold i verden, for så er der INGEN der ”glæder sig til at være single”.

Man kan jo også lige tage den her op: Hvis ens kæreste ønsker at gå i byen hver lørdag, tage ud at rejse uden dig konstant og hele tiden gå i byen med sine venner og veninder UDEN dig – gider du så egentlig være sammen med den her person? Det må man jo gøre op med sig selv.

Måske skulle man overveje, at man så ikke er på samme bølgelængde og sætte sig selv fri ved at gå. Uden det store drama om muligt, men blot erkende at man jo ikke vil de samme ting.

Du har SELV VALGT at være sammen med den her fyr/kvinde – du kan så sandelig også SELV vælge at gå fra det igen.

Alle kommer over forlist kærlighed. Alle kan undværes og alle kan erstattes. Sådan er livet bare. Hårdt men sandt.

Om et godt parforhold så skal betyde, at man skal bo hver for sig, fordi man har brug for alenetid og ro og tid til at være grim og bare være sig selv – det ved jeg ikke.

Men jeg ved i hvert fald, at jeg IKKE gider glæde mig til at blive single næste gang jeg skal være i et forhold.
Tak fordi du læste med.