Det Brune Bælte

die live

Nej det er desværre ikke i karate jeg snakker om. Men derimod noget helt andet.

Jeg har været til en del checks på mine lunger, fordi jeg har svært ved at trække vejret, sådan HELT ned i lungerne. Det er en af årsagerne til, at jeg lyder som en slave der bliver pisket, når jeg laver fx HIIT cardio eller andet i den dur. Noget der presser mig. Det er som om, der sidder en oven på min øvre brystkasse, så jeg ikke kan trække vejret længere ned end lige til det øverste af lungerne.

Når man er til de her former for tjek, så bliver man flere gange spurgt af hhv. sygeplejerske, læge etc. om man har været ude for nogle traumer af nogen art, som kunne have presset lungerne. Fx blev mine biluheld nævnt at lægerne selv. Selen der klemmer hårdt, når man bliver ramt osv.

Nogle gange, når jeg får sådanne spørgsmål, opstår der former for still-billeder foran mig. Som de gamle lysbilleder man så, da jeg var barn. Det er lige før lyden ”za-zak” også er på, når billederne enten forsvinder eller skifter til ”flere” af samme slags.

De bliver hevet frem fra hukommelsen, de der kasser, jeg så fint har lagt låg på og sluttet fred med. Så meget fred, at de ingen følelser giver mig andet end en lille tanke om, at det faktisk var noget værre pis dengang.

Hvis man gerne vil straffe mennesker, fordi man måske er tom for ord, ikke har evnen til at handle med fornuft eller andet, så kan man gøre det på mange måder.

Min mor var fabelagtig til både at drive psykisk og fysisk tortur på mit, dengang, lille væsen, når noget gik hende imod. Når JEG gik hende imod. Eller når LIVET gik hende imod, for så var det nemlig OGSÅ min skyld.

Min mor kunne finde på at straffe mig med et stort, bredt brunt bælte. Hun spændte det rundt om mine ribben, nederst, og så strammede hun til, så jeg hev efter vejret. Jeg følte min krop gik lidt i stykker hver gang. Bæltet sagde en knasende ”læder-lyd” og når tårerne væltede tilpas meget ned ad kinderne på mig, og hun ikke kunne ”holde ud at høre på mit hyleri”, så stoppede hun.

Jeg har været udsat for adskillige ”traumer” gennem mit liv, hvor min lunger måske godt kunne have taget skade og dannet arvæv. Men eftersom jeg ikke har fået scannet mine lunger før nu, så vidt journalen viser, lader vi det stå hen i det uvisse.

Så måske kommer det fra biluheldene, måske kommer det fra det brune bælte, måske noget helt tredje.

Det jeg vil frem til er, at det vigtigste i dette liv er, at ERKENDE det lort der er sket, smage på det, føle det, sørge over det – og KOMME VIDERE!! Når tanken om ”det der skete dengang” kommer op, så forhold dig til det fact at; JA det skete, det var fanme forfærdeligt, godt jeg ikke er dér mere.

Og endnu bedre ”Hvad lærte jeg af det” eller ”Hvem er jeg blevet i dag pga de ”traumer” eller oplevelser om du vil?”

Forhåbentlig en freaking awesome person, som har mærket livet og LÆRT AF DET!

Jeg er blevet lidt træt af alle de mennesker der skal udbasunere deres lidelses(livs)historie her og der og alle vegne – for at få hvad? Credit, sympati, at nogen har ondt af dem?

Jeg vil hjertens gerne fortælle om ”hvor hårdt mit liv har været” – det kan I læse i alle mine blogs altså, men hey, er vi ikke rigtig rigtig mange med en fucked up barndom, fucked up forældre, fucked up forhold til et eller andet, kan mindes virkelig meget lort, har haft psykisk syge, alkoholiserede, stofmisbrugende forældre og som er kommet SÅ meget bedre ud på den anden side?

Jo vi er.

Stop nu med at sidde og dvæle ved det der skete DENGANG, MEDMINDRE du ikke har smagt på det, følt det, sørget over det! For hvis du ikke har det, så kom i gang! Det er ok at være vred på sin mor/far eksmand, søster, bedste ven whatever for at have svigtet og været en lort overfor dig.

Men hvad har det lært dig?

Og nu gider jeg ikke høre på et eller andet offer-pis som ”At man ikke kan stole på nogen” eller ”At det altid er mig det går udover” – for guess what NEJ det er ikke altid DIG det går udover og JO man kan faktisk godt stole på ”nogen”. Der er mange, der har haft det eller har det værre end dig. Så få fingeren ud, eller bagdelen op af sofaen og lev livet.

Du har formentlig kun den her ene chance (i hvert fald i den her krop) til at gå ud at gøre noget ANDET end det de mennesker, som svigtede, har budt dig.

Bryd cirklen. Tilgiv de mennesker der har fucked dig op, og tak dem for at du er blevet 1000 gange stærkere end hvis de IKKE havde gjort det.

Hvor fucked up det end lyder ville jeg ikke være min psykopat sindssyge barndom foruden. Min mor er tilgivet og jeg har min far i dag! Ham havde jeg ikke dengang, men det betyder (måske) at jeg derfor har et meget tættere forhold til ham i dag og at mit barn også har en god (og anderledes, som hun siger) morfar end jeg ellers ville have haft.

JA jeg kan se det positive i selv den største lort (hunden der har lagt den må fx have en dejlig befriende følelse i maven 😉 )

Tak fordi du læste med.

Det er aldrig for sent at ændre din tankegang eller dit liv – du kan fx starte NU!