De tre fingre!

Hver gang du peger fingre af folk, er der i hvert fald tre fingre, der peger mod dig selv. Jeg har en del klienter – både dem som blot vil i bedre form, lære at træne ordentligt eller har spiseforstyrrelser som virkelig bliver sat under den store lup og høring fra venner og forældre.

For HVORFOR er de dog startet hos mig? Hvorfor har de valgt en Personlig Træner? Hvorfor skulle mine værktøjer virke bedre end hos psykologer(spiseforstyrrede og selvskadere) ? Er hende der Angela ikke sådan en amager-tøs? Er hun ikke sådan en bodybuilder (haha)? Hvor meget erfaring har hun lige? Hvad siger hun om os (forældre spørger tit om dette)? Er du sikker på, du ikke skal prøve noget andet? Jeg har hørt om en anden Personlig Træner der skulle være meget bedre!? Er det ikke nogle mærkelige idéer hun har? Er det ikke lidt underligt, at man får lektier for?

Shiiiiiit mand! Stakkels klienter!

Stakkels dem der hele tiden skal stå og forsvare, at de nu har taget et nyt valg i deres liv. Et andet valg end det de plejede at tage. Hvorfor er mennesker så kritiske overfor ANDRES valg? Hvad handler det om?

Handler det om at de ville ønske de havde råd, tid, mod eller overskud til SELV at gå til en Personlig Træner? Er det fordi div. forældre eller familiemedlemmer til en spiseforstyrret er bange for at få skylden eller blive dømt af mig (en fremmed) for deres datters, nieces, søsters osv. spiseforstyrrelse?

Jeg vil lige slå fast! Jeg dømmer ingen! INGEN! Der er (desværre) altid en forklaring på, hvorfor vi mennesker er, som vi er. Nogle har bare svært ved at indrømme eller erkende det. De fleste forældre eller familiemedlemmer til fx en spiseforstyrret vil gerne hjælpe den her stakkels pige eller dreng (kvinde eller mand) der har den her skrækkelige lidelse, men såsnart at det her menneske får hjælp og bliver STÆRKERE og måske får nogle modreaktioner på nogle af de ting, der er ÅRSAGEN til den her lidelse, så bliver forældrene eller familiemedlemmerne bange. Bange for at de har skylden, at de får skylden. Måske bange for at miste? Bange for at blive anklaget? Bange for hvilken status de så har i pigen el drengens liv fremover?

Den angst kommer til udtryk i en reaktion mod enten den der har lidelsen eller den hjælper/psykolog/træner whatever der har ”fremprovokeret” de her modreaktioner hos pigen/drengen/klienten.

Det er ret synd. Den her klient, der er ved at arbejde sig ud af noget, får pludselig skyldfølelse (som den her person helt sikkert lider af i forvejen) over at få det bedre. For man må helst ikke være vred, vel? Eller give nogle skylden for noget? Man skal helst hele tiden selv tage ansvar for sine handlinger, ik?

True! Problemet er bare, at mange spiseforstyrrede IKKE har haft mulighed for at være rigtige ”børn” da de var børn. De er blevet sat til side PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE! Og nej man behøver skisme ikke have haft en mor eller far på drugs eller andet. En karriere eller en meget ”humør”dominerende far eller mor, søster eller bror kan være RIGELIGT til, at det har barn har skulle tilsidesætte sine følelser og sig selv konstant.

Så ja det er hårdt at sidde som karrierefar eller -mor og skulle erkende at ens datter på 31 år(eller 20år eller 45år) har haft en spiseforstyrrelse i de sidste fx 16 år, uden de har gjort en skid andet end at sende hende el ham i diverse hjælpegrupper el lign.. For de har ikke set indad. Ikke en eneste gang.

Hvis en hjælper/psykolog eller andet pludselig begynder at tage emnet ”hvem har skylden” op, og klienten begynder at ændre adfærd, begynder at placere noget ansvar, andre steder end kun hos sig selv. Ja så er det helt galt. Så er det psykologens/hjælperen/coachens skyld det hele.

Jeg synes at ALLE, der starter hos en Personlig Træner, på et yogakursus, til gymnastik, til psykolog, til selvhjælpsgrupper eller hos mig er MØGHAMRENDE SEJE! Jeg ved, hvor meget de skal høre på fra omverdenen, omverdenens kloge råd. De er seje, fordi de holder ud. De har haft det svært med måske at overvinde at gå ned i et træningscenter, snakke med en type som jeg umiddelbart ser ud til at være (der er meget mere bag de lange extensions og tusser end man skulle tro), overvinde at gå i gang med endnu et forløb, hvor de endnu engang håber det lykkes at tabe sig, eller tro på at de kan komme ud af en spiseforstyrrelse. De kæmper i forvejen med at overvinde nogle ting inden i sig selv. PLUS de samtidig skal arbejde med sig selv, når den der første frygt er overvundet – og SÅ skal de dælme også forholde sig til omverdenens kommentarer og angstlignende forhold omkring personens nye jeg.

Stay strong!

I får et kæmpe heads up og high five fra mig, fordi I hænger i!

En(dnu) en historie fra det virkelig liv:

For en måned siden var der en pige, der startede hos mig. Hun skulle ud af en spiseforstyrrelse. Hendes far og mor var med til første samtale. Jeg talte først med dem sammen, så med pigen alene og så med forældrene alene. Pigen var så glad. Hun græd. Endelig havde hun fundet en der forstod hende, som ville give hende værktøjer. Hun fik en krammer. Forældrene synes BEGGE to, at det var noget pjat, at deres datter skulle kaste op. De havde et barn i forvejen (lillesøster) som led af cancer, så det her var da noget mærkeligt noget at bruge sin tid på! (I kan godt se det her ik?!)

Jeg var imødekommende overfor forældrene, selvom jeg ikke delte deres holdning. De tog alle afsted igen, og jeg havde et møde med pigen ugen efter. Hun havde lavet sine lektier (ja man får lektier for hos mig) og var allerede begyndt at forholde sig til sine spiseuheld. Hun glædede sig til næste møde. Inden vores næste møde fik jeg en mail fra forældrene, der skrev at de i stedet for mig havde valgt, at sende deres datter til en diætist, som virkelig forstod hvad tingene handlede om, og at de ville afslutte forløbet hos mig, da de også kunne mærke, at deres datter ikke ville få det bedre hos mig. De bad mig også om ikke at kontakte deres datter mere. Det må jeg selvfølgelig respektere. Jeg kan se, at hun stadig følger mig på facebook, så det har de ikke sat sig imod (eller også ved de det ikke).

Jeg fik ondt i hjertet. Ikke fordi jeg mistede en klient. Men fordi jeg hører det her så tit. Forældre der synes, det er noget pjat, at deres barn har en spiseforstyrrelse. At det handler om maden!

DET HANDLER OM ALT ANDET END MADEN! Den dag de pårørende forstår det, den dag kommer de spiseforstyrrede hurtigere ud af deres lidelse.

Jeg ønsker pigen og hendes forældre og hendes søster det bedste. Men desværre har jeg mine bange anelser for om den her pige kommer ud af sin lidelse hos en diætist. Jeg kan kun håbe!