Smerten indeni

Smerten skal ud. Jeg kan ikke klare det indeni mere. Jeg har lyst til at gøre noget ved det, men hvad? Det er som om der er en ond dæmon inde i min krop, som SKRIGER på at komme ud, men den KAN ikke komme ud. Den VIL ikke ud! Den er derinde. Jeg græder. Af frustration, selvmedlidenhed og raseri!

Hvorfor skal jeg være så gal? Hvorfor kan jeg ikke bare tage det roligt og slappe af? Hvorfor skal folk såre mig sådan? De forstår ikke hvor ondt det gør, når de er onde ved mig – eller tankeløse! Folks dumme bemærkninger man skal stå til måls for – bare fordi de føler de har ret til at dømme mig.

Hvor er min mor og min far, når jeg har allermest brug for dem? Ingen steder. Ingen kan hjælpe mig af med den her smerte! Kun en ting – en ting hjælper mig med at få ro på! Mit barberblad! Mit elskede barberblad. Det er sløvt fra sidste gang, så jeg sprætter et nyt op fra barberhøvlen.

Det er så forløsende, når bladet rammer ned i huden – som smør. Blodet flyder ud og jeg bliver ved med at skære – indtil der er ro indeni. Ingenting skriger mere. Alt er bare rart og roligt. Det sviner temmelig meget, men jeg tørrer bare gulvet op og armene vasker jeg lige. Sådan – så gør det ikke ondt indeni mere. Jeg er rolig! Blodet strømmer stadig ud af de dybe ridser jeg har lavet. Det er lidt irriterende. Nu er det jo slut.

Stakkels Angela hva? Tænk at jeg havde brug for at skære i mine stakkels arme for at finde ro. Tænk at man kan være så desperat for ro indeni!

Folk som ikke har selv-skadere inde på livet, som ikke forstår hvad det er, tænker måske at det er opmærksomhed eller et råb om hjælp eller et forsøg på selvmord. Det er det måske for nogle, men det var det ikke for mig. Slet ikke faktisk. Det var bare rart. Rart at få smerten ud. Jeg kunne ikke være i mig selv, når jeg havde det så skidt. Det kunne være en kæreste som gik fra et skænderi uden at sige, hvornår han kom tilbage. Det kunne være – ja alt muligt. Men det har nok mest været diverse kærester gennem årene, der har kunne tricke mit barndomssvigt, som det jo desværre var.

Jeg ville bare gerne holdes om. Og være den lille. Græde og være en lille pige, som blev trøstet. Men når man er 1,86 høj (det var jeg også, da jeg var 15-16 år) og er lidt hård i facaden med kort hår og hvid mascara og anderledes tøj, så er det jo ikke lige det, man udstråler. I realiteten skulle det også helst være sådan, at man har været den fase igennem som barn. At man har kunne være en lille pige og blive trøstet, når man var ulykkelig over at hjerteveninden ikke gad lege med en mere – eller hvad man nu var ked af. Det er bare ikke alle, der har haft rummelige forældre. Forældrene har måske været opslugt af dem selv, deres egne følelser, en karriere, et misbrug af en art, levet i et voldeligt forhold osv.

Der har i hvert fald ikke være plads for barnet til at være barn. Det ender ofte i spiseforstyrrelser, overtræning, kriminalitet, for tidligt gravide piger eller selvskadere.

Om man som forældre kan stoppe det, inden det er for sent er der mange gisninger om. Det handler jo om, om forældrene får øjnene op for at der ligger et gedigent svigt et eller andet sted, når de her ting opstår.

Jeg havde en kæreste på et tidspunkt i min selvskader periode som truede med at gå fra mig, hvis jeg blev ved. Det hjalp overhoved ikke. Stakkels mand. Når vi var uvenner, og jeg ikke kunne være i mig selv, løb jeg ud på toilettet og skar i mig selv så blodet sprøjtede. Han fik jo skyldfølelse af pommern til. Men det var ikke hans skyld. Det var mig der ikke kunne være i mig selv.

Da jeg så begyndte at blive tatoveret.. så blev det lettere! Meget lettere. Det gjorde ondt, men ikke så ondt. Det var rart – og det var noget jeg godt måtte. Det er jo ikke skide velanset at have striber på armene! Men at få tatoveringer- Det må man godt. Så jeg blev tusset. Det startede i det små, men jo ældre jeg blev jo mere kunne jeg se fidusen i det her smertehelvede. Min lyst til at skære i mig selv forsvandt. Når jeg ikke kunne være i mig selv mere på de der vilde måde med dæmonen, der ikke kunne komme ud, så kiggede jeg på mine tatoveringer og tænkte ”Her er din smerte. Du behøver ikke have så ondt indeni mere”.

Folk doper sig ofte med det ene og det andet, når de skal tusses. Jeg synes det gør PSYKOPAT ONDT – MEN der er en grund til at jeg nydt smerten. Jeg har også fået en ny tatovering, hver gang jeg er gået fra en kæreste. Så var det som om at smerten indeni (selvom man selv går fra et forhold gør det jo stadig ondt) forsvandt.

Min lyst til at skære i mig selv er væk. Jeg har arbejdet så meget med mig selv, at jeg ved, at det slet ikke er OK at stå og skære i sig selv. Det er jo helt sygt, når man tænker over det.

Problemet er bare, når man har fundet en udvej til den voldsomme smerte indeni, så er den svær at slippe. Meget svær. Den er skræmmende svær. Jeg fandt min udvej – mine tatoveringer og mit enorme arbejde med mig selv. For det ER ligesom at tisse i bukserne. Både når man bliver tusset (hvis man bruger det som smertelindring) og når man skærer i sig selv.

Jeg fandt ud af, at jeg skulle tænke, at jeg havde prøvet det her før, når en ”jeg-kan-ikke-være-i-mig-selv-følelse” kom op… faktisk 1000 gange før, og så skulle jeg spørge mig selv, hvad det værste var ved den her situation. Og hver gang kom jeg tilbage til, at det var engang min far var løbet ud af døren, da jeg var 4-5år og han ikke vendte sig om, da jeg råbte FAAAAAR! Men løb bort og ikke kom tilbage. Så jeg igen var alene med min meget psykisk syge mor. Hvorfor kom ikke tilbage? Hvorfor løb han bare? Og når en kæreste så gik i arrigskab. PUF så sad den lige i hovedet på mig igen. Eller hvis min kæreste svigtede mig på den ene eller den anden måde, så jeg stod der og følte mig til grin! (ligesom da jeg råbte på min far og han ikke vendte sig om og tog mig med agtigt).

Det var det svigt jeg gang på gang sad med. Så min tricker lå der. Når man ved det, kan man arbejde med sig selv.

Jeg skærer ikke i mig selv mere og har ikke gjort det mange år. Jeg bliver stadig tusset. Men nu gør jeg det fordi det ser flot ud – og jeg synes det gør meget mere ondt nu, end dengang jeg havde ondt indeni. For nu bruger jeg ikke tusserne til noget, andet end udseende om man vil.

Find ud af hvad din smerte kommer af. Og få bearbejdet den, så du ikke tyr til overspisning, opkastuheld, sulter dig selv eller skærer i dig selv.

Alle kan komme videre fra at være selvskadere. Man skal bare VILLE det og tro på, at man kan få det bedre UDEN at skære i sig selv.

Det er så svært. Men man kan godt! Når jeg kunne, så kan du også!

Jeg er ikke mere værd end nogle andre. Jeg er bare mig. Jeg VILLE være rask fra alt det dårlige, jeg gjorde mod mig selv. Det blev jeg så! Det tog sin tid. Men jeg sidder her i dag, som 35 årig – og har det godt. Selv når det hele kikser, så ved jeg, at jeg nok skal klare den UDEN de ting, jeg har budt mig selv tidligere i livet.

Billedet er af mig. Mantraet er et jeg husker at sige til mig selv hver dag, så jeg husker det!

foxysilverfox